It-folk foreslår meldepligt ved hacker-angreb
Hacker-angreb gemmes væk, så virksomhederne ikke fremstår svage, siger Ingeniørforeningen efter undersøgelse.
Hacker-angreb gemmes væk, så virksomhederne ikke fremstår svage, siger Ingeniørforeningen efter undersøgelse.
Hacker-angreb gemmes væk, så virksomhederne ikke fremstår svage, siger Ingeniørforeningen efter undersøgelse. Foto: Colourbox/free


Når virksomheder har været udsat for et hackerangreb, skal de have pligt til at melde det til myndighederne.

Det svarer syv ud af 10 it-professionelle i en undersøgelse med 700 adspurgte lavet af Ingeniørforeningen, IDA, i oktober. Undersøgelsen viser også, at hackere har stjålet oplysninger fra hver tiende danske virksomhed, organisation eller myndighed.

I dag putter virksomheder med angrebene ifølge fagforbundet, fordi det kan give færre kunder, hvis angreb kommer frem.

- Virksomheder vil ikke vise, at man er svag og har manglende agtpågivenhed, og derfor holder de angreb for sig selv, siger formand for erhvervsudvalget i Ingeniørforeningen Cornelius Olesen til Ritzau.

- Holdningen blandt virksomheder er tys-tys. Der er ingen, som vil ud med sproget. Vi går i en tornerosesøvn, hvor vi tror, at vi er dygtige nok, og det er vi ikke, siger han.

Ingeniørforeningen vil ikke nødvendigvis bruge pligt til at få angrebene frem, som deres it-medlemmer foreslår. Men der er brug for at ændre holdning.

- Vi kan måske lave et lukket forum, hvor virksomheder kan dele oplysninger, så vi kan få et overblik over det fulde omfang og skadevirkninger, siger han.

Den mest almindelige konsekvens af hackerangrebene er, at fortrolige oplysninger om kunder havner i hackernes hænder. For eksempel cpr-numre eller kontokortoplysninger. Det er sket i næsten hvert femte tilfælde af de gennemførte sikkerhedsbrud, viser undersøgelsen.

Syv procent af danske virksomheder har ifølge undersøgelsen fået stjålet fortrolig viden om produkter, og seks procent har lidt betydelige økonomiske tab.

Siden januar 2010 er der konstateret 1200 cyberangreb eller såkaldte sikkerhedshændelser mod offentlige myndigheder, virksomheder og organisationer, viser nye tal fra Center for Cybersikkerhed, CFCS, under Forsvarets Efterretningstjeneste ifølge Berlingske.

En fjerdedel betragtes som "alvorlige", hvilket betyder, at der sker et alvorligt hackerangreb om ugen rettet mod Danmark.

Hackerne bag angrebene i cyberspace går ofte fri, hvilket kan risikere at gøre den kriminelle metode endnu mere udbredt, advarer CFCS.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.