Israelsk bosætter-ambassadør udløser krise med Brasilien
Brasilien nægter tilsyneladende at acceptere tidligere leder af jødisk bosættergruppe som ambassadør.
Dani Dayan, som har ledet en jødisk bosættergruppe, blev udnævnt til Israels ambassadør i Brasilien for fire måneder siden, men Brasilien vil tilsyneladende ikke acceptere ham.
Dani Dayan, som har ledet en jødisk bosættergruppe, blev udnævnt til Israels ambassadør i Brasilien for fire måneder siden, men Brasilien vil tilsyneladende ikke acceptere ham. Foto: Colourbox/Arkivfoto/free


En diplomatisk konflikt mellem Israel og Brasilien er under opsejling, da den brasilianske regering tilsyneladende nægter en israelsk diplomat med bosætterbaggrund at overtage posten som Israels ambassadør i det sydamerikanske land.

Dani Dayan, som har stået i spidsen for en jødisk bosættergruppe, blev valgt til posten for fire måneder siden.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, har endnu ikke sagt, om hun vil godkende Dani Dayan som ambassadør i landet.

Men en højt placeret embedsmand i det brasilianske udenrigsministerium siger til nyhedsbureauet Reuters, at han "ikke kan se det ske".

Kilden siger, at israelerne bliver nødt til at bringe et andet navn på banen.

Brasilien har siden 2010 anerkendt Palæstina som selvstændig stat, og den brasilianske regering fordømmer - som det meste af verden - de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.

Israel truer med at fryse de diplomatiske bånd til det sydamerikanske land, hvis ikke Dayan får grønt lys til at efterfølge ambassadør Reda Mansour, som forlod Brasilien i sidste uge.

Den israelske regering vil forsøge at trække på den indflydelse, som det jødiske samfund i Brasilien kan øve på regeringen i Brasilia, siger den israelske viceudenrigsminister, Tzipi Hotovely.

Da Luiz Inacio Lula da Silva, præsident Rousseffs forgænger, knyttede tættere bånd til Israels arvefjende Iran, udløste det også vrede i Jerusalem.

I 2014 kaldte det brasilianske udenrigsministerium landets ambassadør i Israel hjem som følge af israelernes offensiv i Gaza.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.