Den israelske regering har givet tilladelse til opførelse af 1000 nye bosættelser blot tre dage før, at de nyindledte fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere genoptages. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Den israelske boligminister, Uri Ariel, har søndag givet sin godkendelse til bosættelserne.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har tidligere slået fast, at han kun vil forhandle fred med Israel, hvis israelerne holder sig fra at bygge nye bosættelser.
Der er endnu ikke kommet en reaktion fra palæstinenserne efter boligministerens udmelding.
/ritzau/