Ishockey: Der var spænding på isen
Canadiere banede vejen for Esbjerg-succes i hjemmekampen mod Herning i Metal Ligaens slutspil
Herning havde ikke succes i fredagens opgør mod Esbjerg.
Herning havde ikke succes i fredagens opgør mod Esbjerg. Foto: Korsgaard Jan/POLFOTO


Spændingen lever i bedste velgående i semifinaleserien i Metal Ligaen mellem Esbjerg Energy og Herning Blue Fox.

Fredag aften var det hjemmeholdet Esbjerg, som trak sig sejrrigt ud af klubbernes indbyrdes opgør, og dermed er stillingen i serien 1-1.

Esbjerg vandt 4-2 og svarede dermed igen på tirsdagens nederlag, der var klubbens første i ti kampe.

Alle Esbjergs mål blev i øvrigt scoret af canadiere.

Den ofte så farlige Andrew Clark scorede to gange for Esbjerg i første periode, men to minutter inde i anden periode reducerede Hernings Joachim Linnet på en retur tæt under mål.

Fire minutter senere udbyggede Esbjerg igen føringen, da Aaron Lee fik drejet rundt om sig selv og sendt pucken i mål til 3-1-føring.

I tredje periode kom Herning igen flyvende ud, og Kasper Degn fik hurtigt reduceret. Denne gang fik Esbjerg svaret endnu hurtigere tilbage, da Mark Derlago gjorde det til 4-2 knap fem minutter inde i perioden.

Herning fik aldrig svaret tilbage og tabte dermed kampen.

Opgøret mellem Frederikshavn og Sønderjyske er gået i overtid, efter den ordinære kamp endte 3-3.

Der spilles bedst af syv opgør, og tredje kamp i semifinaleserierne spilles søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.