Ishockey: Danmark får svær vej mod OL i 2018
Danmark skal næste år en tur til Hviderusland for at spille kvalifikation om en billet til OL i 2018.
Jan Karlsson og resten af de danske ishockeyherrer får en svær vej til OL 2018.
Jan Karlsson og resten af de danske ishockeyherrer får en svær vej til OL 2018. Foto: JAN KORSGAARD/POLFOTO


Det danske ishockeylandshold skal præstere på et meget højt niveau, hvis holdet skal gøre sig forhåbninger om at komme med til vinter-OL i 2018.

Det internationale ishockeyforbund (IIHF) meddeler på sin hjemmeside, at Danmark i kvalifikationen skal møde Hviderusland, Slovenien og en endnu ukendt modstander, som først skal findes efter en indledende kvalifikation.

Kun vinderen i kvalifikationsgruppen kommer med til OL i Pyeongchang i Sydkorea.

Hviderusland, der nåede frem til kvartfinalen ved det igangværende VM i Tjekkiet, får desuden fordel af hjemmebane.

Danmark tabte 1-5 til hviderusserne ved VM, og danskerne tabte også til Slovenien i den afsluttende gruppekamp.

Den kamp var dog uden betydning, fordi Danmark forinden havde sikret eksistensen i A-gruppen på bekostning af netop Slovenien.

OL-kvalifikationsturneringen skal afvikles 1.-4. september 2016.

Hviderusland, der altså får fordel af hjemmebane, tabte torsdag hele 0-9 til Canada i kvartfinalen ved VM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.