Iran-ekspert: Atomaftale styrker Irans præsident på hjemmebane
Rouhani har med atomaftale bevist over for folket, at det nytter at få moderate til magten, siger ekspert.
Irans præsident, Hassan Rouhani, står styrket indenrigspolitisk efter at have landet en aftale om Irans atomprogram med stormagter, mener Irankekspert.
Irans præsident, Hassan Rouhani, står styrket indenrigspolitisk efter at have landet en aftale om Irans atomprogram med stormagter, mener Irankekspert. Foto: Christophe Ena/AP


Den netop indgåede atomaftale mellem Iran og seks stormagter er en gigantisk bedrift for Irans præsident, den moderate Hassan Rouhani, som står styrket tilbage med mulighed for at fremme en mere moderat dagsorden i landet.

Det mener Iran-ekspert Janne Bjerre Christensen fra Dansk Institut for Internationale Studier, efter at aftalen er blevet offentliggjort på et pressemøde i Wien.

- At at han kan gå hjem og sige, at alle økonomiske sanktioner løftes, at han kan levere på det spørgsmål, som har været den allerstørste del af hans valgkamp for to år siden, det er et kæmpe boost til hans moderate dagsorden mere generelt, siger hun.

Janne Bjerre Christensen tror ikke, at der vil ske noget på menneskerettighedsområdet i Iran allerede i morgen.

Men hun tror, at præsidenten trods modstand fra ideologiske politikere i Iran vil stå styrket i politiske kampe på det sociale og kulturelle område efter at have kunnet levere en diplomatisk og politisk løsning med den gamle arvefjende USA.

I forhold til det iranske parlamentsvalg næste år er Janne Bjerre Christensen sikker på, at atomaftalen også vil have en effekt.

- Det vil have en gigantisk psykologisk effekt, at det faktisk nytter noget og gør en forskel, hvem der er Irans præsident. Derfor nytter det for den iranske befolkning at stemme, og det nytter også at få mere moderate folk til magten, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.