iPhone og Facebook kvæler sms'en
Vi skriver stadig mange tekstbeskeder, men færre af dem er sms'er. Her er en oversigt over alternativerne til den klassiske tekstbesked.
SMS'en er ikke død, men den får skarp konkurrence fra Facebook og andre tekstbeskeder.
SMS'en er ikke død, men den får skarp konkurrence fra Facebook og andre tekstbeskeder. Foto: Colourbox/free


De fleste af os gør det. Vi "sms'er", som det hedder.

Siden år 2000 har retskrivningsordbogen formelt accepteret verbet "at sms'e", som betyder at sende en sms. I dag er det stadig en hurtig og naturlig måde at komme i kontakt med nogen på, når man ikke lige orker at løfte knoglen og ringe.

Men der bliver sendt væsentligt færre sms'er i disse år.

Ifølge den seneste telestatistik fra Energistyrelsen er vores sms-forbrug, ligesom tidligere år, faldet - denne gang med 10,5 procent på bare ét år.

Det betyder dog ikke, at vi nødvendigvis sender færre tekstbeskeder. Vi gør det bare på en anden måde, end vi gjorde tidligere, mener Lars Dittmann, som er professor ved Institut for Fotonik ved DTU.

Over halvdelen af alle smartphones i Danmark er nemlig iPhones, og det har betydning for, hvordan vi sender tekstbeskeder.

- En iPhone gør alt for at trække beskeder ud af sms-nettet og over i Apples eget beskedsystem, og disse sms'er kommer derfor ikke med i statistikken, skriver Lars Dittmann i en mail.

Og det er ikke noget de beskedglade danskere nødvendigvis lægger mærke til, fortæller John G. Pedersen fra MereMobil.dk.

- Mange opdager formentlig ikke, at de bruger det ene system frem for det andet, for en iMessage ligner jo en sms, siger han.

John G. Pedersen vurderer, at også det sociale medie Facebook har en stor del af skylden for det faldende sms-forbrug.

Ifølge DR Medieforskning har et flertal af de danske mobilbrugere Facebook-app'en installeret på deres telefoner, og det udnytter Facebook til at få brugerne over på mediets eget beskedsystem; Messenger.

- Fordelen ved Messenger, iMessage og lignende programmer er selvfølgelig, at du kan sende mere end bare tekst og tegn. Du kan sende små animerede figurer, de såkaldte emojis. Du kan også sende billeder, video og meget andet, påpeger John G. Pedersen.

Sms står for Short Message Service og er i sin grundform en standardiseret tekstbesked på 160 tegn, som du kan sende til andre mobiltelefoner via det almindelige mobilnetværk.

Telefonsystemet havde tidligere den fordel, at du på din mobiltelefon gemte en komplet adressebog med navne og numre på samtlige dine kontakter.

Men rollen som adressebog har sociale medier som Snapchat, Instagram og især Facebook overtaget i Danmark, mener lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Rasmus Helles.

- Facebook er i kraft af sin størrelse lige så gode til at sørge for, at beskederne når det rigtige sted hen. Du er venner med de samme personer, som du tidligere ville have haft kontaktoplysninger på i din adressebog på mobilen, siger Rasmus Helles.

I andre lande er det den Facebook-ejede WhatsApp, der dræber SMS'en, men ikke herhjemme, hvor særligt iMessage og Facebooks egne apps dominerer.

- Det næste store kommunikationstendens kan meget vel blive i stil med tjenester som Periscope, hvor du med telefonens videokamera kan filme og streame, hvad du laver, direkte til andre, siger Rasmus Helles.

Men SMS'en er ikke døende. Den lever stadig i bedste velgående.

- Den har bare fået konkurrence, slår Rasmus Helles fast.

Fakta:

- Antallet af sms-beskeder er fra første halvår 2014 faldet med 468 millioner til 4 milliarder i første halvår 2015, hvilket svarer til et fald på 10,5 procent.

- Knap 60 procent af alle smartphones i Danmark er af mærket Apple iPhone. Når du sender en sms på en iPhone, bliver beskeden grøn. Når du sender en iMessage til modtagere, der også har en iPhone eller iPad, bliver beskeden blå.

Kilde: Energistyrelsen, Apple, Statcounter

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.