Investorer kræver 803 millioner af OW Bunker
ATP og andre institutionelle investorer har fremsat samlet krav mod OW Bunkers ledelse på 803 millioner kroner
ATP står for det største tab på 166 millioner kroner efterfulgt af PFA, som har mistet 164 millioner kroner.
ATP står for det største tab på 166 millioner kroner efterfulgt af PFA, som har mistet 164 millioner kroner. Foto: Kasper Palsnov/SCANPIX DENMARK


25 af Danmarks største institutionelle investorer har fremsendt krav mod OW Bunkers ledelse, bestyrelse og mod en række personer og selskaber i kapitalfonden Altor på samlet 803 millioner kroner, skriver Berlingske Business.

Der er tale om en formalitet i forhold til forsikringsfrister. De 25 investorer har nemlig endnu ikke truffet beslutning om at indlede en erstatningssag, siger ATP's underdirektør, Claus Wiinblad.

- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har truffet endelig beslutning om at anlægge erstatningskrav eller ej, siger Claus Wiinblad til Berlingske Business:

- Fremsendelse af krav er alene en rent procesmæssig ting, som skal sikre, at vi ikke kommer til at stå i den situation, at forsikringen er forældet, den dag vi træffer beslutning om erstatningssag eller ej.

- Den proces, vi satte i gang i efteråret, er ikke afsluttet endnu, men vores advokater har anbefalet, at det er en god idé at fremsende kravene for en sikkerheds skyld, tilføjer han.

De 803 millioner kroner er summen af den stribe tab, som de 25 investorer har lidt på OW Bunkers krak med ATP og PFA i spidsen.

ATP står for det største tab på 166 millioner kroner efterfulgt af PFA, som har mistet 164 millioner kroner.

Også Dansk Aktionærforening, der er blevet kontaktet af knap 7000 private og professionelle aktionærer, anmelder et krav mod OW Bunker. Her er ikke sat tal på størrelsen.

Kurator har samtidig anmeldt et erstatningskrav på 654 millioner kroner mod fem af selskabets topfigurer, heriblandt administrerende direktør Jim Pedersen.

Kurator mener, at topledelsen var vidende om de forhold i virksomheden, der førte til krakket.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.