Internetkæmper laver tysk aftale om hadefulde kommentarer
Hadefulde ytringer på Facebook og Twitter skal fjernes inden for 24 timer ifølge aftale med den tyske regering
Tyskland forsøger med ny aftale at begrænse antallet af racistiske kommentarer på internettet. Arkivfoto
Tyskland forsøger med ny aftale at begrænse antallet af racistiske kommentarer på internettet. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Tyskland er tirsdag blevet enig med Facebook, Google og Twitter om en aftale, der skal begrænse mængden af hadefulde ytringer på internettet.

Ifølge aftalen skal de tre selskaber fjerne hadefulde udtalelser inden for et døgn.

Det sker som led i kampen mod stigende tendenser til racisme online i kølvandet af den store flygtninge- og migrantstrøm ind i Tyskland.

Den tyske har regering har i længere tid forsøgt at få de sociale medier til at fjerne racistiske kommentarer.

Med den nye aftale vil det blive lettere for brugere og grupper mod racisme at melde hadefulde ytringer til særlige enheder ved Facebook, Twitter og Google, oplyser den tyske justitsminister, Heiko Maas.

- Når rammerne for ytringsfrihed bliver overtrådt, når det handler om kriminelle ytringer, tilskyndelse til vold, opfordringer til at udføre kriminelle handlinger, der truer andre, så skal indholdet fjernes fra nettet, understreger Maas.

- Vi er enige om, at dette som udgangspunkt skal gøres inden for 24 timer, fortæller ministeren videre.

I november indledte Tyskland en undersøgelse af Facebooks chef for det nordlige, centrale og østlige Europa, Martin Ott, fordi det sociale medie angiveligt ikke fjerner racistiske ytringer.

Det mener den tyske anklagemyndighed, at Martin Ott muligvis kan blive stillet til ansvar for.

Facebook siger, at beskyldningerne er grundløse, og at hverken firmaet eller dets ansatte har overtrådt tysk lov. Samtidig opfordrer Facebook sine brugere til at anmelde, hvis de ser hadefulde ytringer, lyder forsvaret.

Tyskland ventes at tage imod over en million flygtninge i år.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.