Integrationsforening: Praktik er vejen til integration
Ledige med ikke-vestlig baggrund skal ud i virksomheder, hvis de skal i arbejde, siger Foreningen Nydansker.


Når flygtninge og ledige med ikke-vestlig baggrund skal i arbejde, er det vigtigste, at de kommer i kontakt med virksomhederne gennem de såkaldte "virksomhedsrettede tilbud" såsom praktik og løntilskudsordninger.

Det mener direktøren for Foreningen Nydansker, Torben Møller-Hansen. Han mener ikke, man kan undervurdere, hvor meget det betyder at få ledige med ikke-vestlig baggrund ud i virksomhederne.

- Det betyder alt! Hvis ikke de her mennesker kommer ud i virksomhederne og i berøring med erhvervslivet, så mister vi fokus for hinanden, siger han.

Han ærgrer sig derfor over, at danske ledige ifølge Jyllands-Posten i højere grad end ledige med ikke-vestlig baggrund tilbydes såkaldte "virksomhedsrettede" tilbud.

- Hvis kommunerne ikke bruger de virksomhedsrettede ordninger, så kan disse mennesker ikke andet end at gå hele dagen og føle sig sat til side, mens vi andre er på arbejde, siger han.

- Jeg så et billede fra Vejle, hvor en syrisk flygtning på dag to stod i bageriet i Føtex, hvor hun kastede med en dej, der skulle blive til tebirkes. Det er et supergodt billede på en funktion, der kan varetages uden de store sproglige kompetencer.

Indsatsen er afhængig af, at man i kommunerne bliver bedre til samarbejde med det lokale erhvervsliv, mener Torben Møller-Hansen.

- Der kan vi se, at der meget stor forskel på, hvor dygtige kommunerne er til at samarbejde med de små- og mellemstore virksomheder, siger han.

Et symptom på den forskel er ifølge Torben Møller-Hansen, at andelen af flygtninge, der kan forsørge sig selv efter et år, varierer fra hver 10. til hver anden, som ugebrevet A4 skriver.

Han påpeger, at forskellige forudsætninger for flygtningene og erhvervslivet i kommunerne også spiller ind.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.