Institut: Aktiv undervisning skal prioriteres for at lykkes
Den understøttende undervisning får ikke den fokus, den har behov for, siger Danmarks Evalueringsinstitut.
Der skal bevægelse ind i folkeskolen, men lærere, ledere og pædagoger får endnu ikke det optimale ud af den understøttende undervisning, mener Danmarks Evalueringsinstitut.
Der skal bevægelse ind i folkeskolen, men lærere, ledere og pædagoger får endnu ikke det optimale ud af den understøttende undervisning, mener Danmarks Evalueringsinstitut. Foto: Colourbox/Free


Hvis aktiviteter skal understøtte folkeskolens undervisning, så er der brug for, at lærere, ledere og pædagoger bliver enige om, hvordan man på den bedst mulige måde gør undervisningen aktiv.

Det siger Lise Tingleff Nielsen, chef for grundskoleområdet hos EVA, Danmarks Evalueringsinstitut.

- Understøttende undervisning er ikke et selvstændigt fag. Det skal understøtte den samlede undervisning, og der er altså brug for, at man sætter sig sammen og ser på, hvordan man får det til at lykkes, siger Lise Tingleff Nielsen.

- Vi kan se, at der er mange, der bruger understøttende undervisning på den rigtige måde. Men der er desværre også for mange, der løsriver den fra undervisningen, og dermed bliver det på en måde et selvstændigt fag, siger Lise Tingleff Nielsen.

Hun efterlyser, at lærere, ledere og pædagoger bliver bedre til sammen at lægge retningslinjerne for understøttende undervisning.

En undersøgelse fra EVA viser, at skolerne mangler pædagogiske retningslinjer for de alternative lektioner, fremgår det torsdag i Politiken.

Kun 55 procent af skolerne i undersøgelsen har et klart fokus for den understøttende undervisning.

Spørgsmål: Burde lærere, ledere og pædagoger ikke have sat sig sammen i løbet af de første to år, efter at folkeskolereformen trådte i kraft?

- Jo, og det tror jeg også, at mange af dem har. Det er vigtigt, at man indser, at udviklingen af den understøttende undervisning er et arbejde, der skal foregå hele tiden. Man skal hele tiden udvikle den gode og aktive undervisning, siger hun og tilføjer:

- Men det er nok mange gange sådan, at den udviklende proces overskygges af hverdagens praktik. Der er brug for, at man prioriterer den, ellers bliver konsekvensen sådan, at den slår fejl, og vi mister et vigtigt værktøj i folkeskolen, siger Lise Tingleff Nielsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.