Østeuropæiske arbejdere er gennem 10 år strømmet til landet i stigende grad. Med trods frygten for, at det skulle føre til social dumping, og til at danske arbejdere presses til at acceptere en lavere løn og dårligere vilkår, kan det ikke dokumenteres, at det stigende antal østarbejdere rent faktisk fører til lønpres. Det skriver information.dk.
- Jeg siger ikke, at det ikke sker. Man kan sagtens finde eksempler på østeuropæiske arbejdstagere, der får meget dårlige lønninger, og på virksomheder, som fyrer nogle danske arbejdere og hyrer østeuropæere bagefter. Men hvis man kigger på arbejdsmarkedet generelt, mangler der dokumentation for, at det er det, der systematisk sker, siger Jens Arnholtz, der er adjunkt ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, til information.dk.
Han har selv undersøgt forholdene for polakker i hovedstadsområdet, og i byggebranchen er lønforskellen fra de danske arbejdere på 34 procent. Andre undersøgelser viser ifølge information.dk samme differentiering, men for flertallet ligger lønnen inden for overenskomstens mindstesats. Jens Arnholtz mener derfor heller ikke, der er tale om social dumping.
Anderledes forholder Palle Bisgaard, der er næstformand i fagforbundet 3F’s Byggegruppe, sig til problematikken.
Til information.dk understreger han, at det er hans opfattelse, at medlemmerne oplever et reelt lønpres i dagligdagen.