IMF nedjusterer prognose for global vækst
Selv om verdensøkonomiens største tandhjul drejer hurtigere, så er der masser af grus i maskinen ifølge IMF.
Den internationale valutafond med chef Christine Lagarde i spidsen har skåret i forventningerne til verdens vækst de kommende år. Arkivfoto.
Den internationale valutafond med chef Christine Lagarde i spidsen har skåret i forventningerne til verdens vækst de kommende år. Arkivfoto. Foto: Peter Morrison/AP


Udsigterne for den globale økonomi er forværret ifølge en ny prognose fra Den Internationale Valutafond (IMF).

Fonden forudser en vækst i år på 3,5 procent. Det er en nedjustering fra det tidligere skøn på 3,8 procent.

Og det tager tid, før de økonomisk sorte skyer trækker væk, fremgår det af IMFs halvårlige World Economic Outlook, der er blevet offentliggjort tirsdag.

Den lavere pris på olie er overordnet et stort plus, men mange andre og stærke kræfter trækker i modsat retning.

Blandt andet den afdæmpede vækst i Kina, recession i Rusland, stagnation i Europa, den styrkede amerikanske dollars negative konsekvenser på en række udviklingslande samt en verdensomspændende mangel på investeringer.

Skønnet for 2016 er også sat ned - til 3,7 procent fra 4,0 procent.

- Nye faktorer, der understøtter vækst såsom lavere oliepriser, men også svækkelser af euro og yen, kan ikke opveje de fortsatte, negative kræfter, der er på spil, såsom efterdønningerne fra krisen og lavere vækstpotentiale i mange lange, siger Olivier Blanchard, cheføkonom ved IMF, i en skriftlig udtalelse.

Blandt verdens økonomiske supermagter er USA ene om at lyse op. IMF forudser en amerikansk vækst i år på 3,6 procent. Det er et halvt procentpoint højere end i fondens forrige prognose fra oktober.

Men selv om det største tandhjul i verdensøkonomien drejer endnu hurtigere end tidligere forventet, kan det ikke opveje den lavere hastighed andre steder.

IMF kapper blandt andet 0,3 procentpoint af sit skøn for væksten i Kina, og venter nu en fremgang i år på bare 6,8 procent.

Den lavere aktivitet i Kina vil især kunne mærkes i andre asiatiske lande, advarer IMF.

En opgørelse fra det nationale statistikbureau i Beijing viste tirsdag, at Kina i 2014 havde en vækst på 7,4 procent. Det er det laveste siden 1990.

Eurolandene er også fortsat på hælene: IMF sænker således sit skøn for regionen til 1,2 procent i år til 1,4 procent i 2016.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.