Idrætsorganisationer føler sig alene i dopingkamp
Organisationer kræver, alle aktører i cykelsporten tager del i dopingkampen efter afsløringer om Bjarne Riis.
Organisationer kritiserer, at Bjarne Riis uden videre er budt indenfor i cykelsportens verden.
Organisationer kritiserer, at Bjarne Riis uden videre er budt indenfor i cykelsportens verden. Foto: Christophe Ena/AP


Bjarne Riis er blevet budt velkommen i cykelsporten af både sponsorer, holdejere, ryttere og medier fra ind- og udland.

Det er sket, efter at Danmarks Idrætsforbund og Anti Doping Danmark fremlagde deres massive kritik af den tidligere holdejer i rapporten "Doping i dansk cykelsport 1998-2015".

Rapporten konkluderede blandt andet, at Bjarne Riis kendte til dopingmisbrug blandt sine egne ryttere, og at han stadig holder vigtig dopingviden om sin fortid som holdejer tilbage.

Nu kommer de to organisationer bag rapporten sammen med Danmarks Cykle Union med et opsigtvækkende opråb til alle aktører omkring cykelsporten ifølge Politiken:

Organisationerne kan ikke alene løfte kampen mod doping. Alle må tage aktivt stilling til de ledere, der har været en aktiv del af fortiden med epo og blodtransfusioner.

- Det er deprimerende, at Bjarne Riis helt uden forbehold bliver opfordret til at komme tilbage i cykelsporten, siger Morten Mølholm, direktør for Danmarks Idrætsforbund, til Politiken.

Allerede en uge efter at rapporten var blevet offentliggjort, erklærede Michael Skelde, der ejer Danmarks højst rangerede cykelhold, det økonomisk kriseramte Cult Energy, at han gerne ville indlede et samarbejde med Riis.

- Jeg har et cykelhold, der kæmper for at finde midler til at kunne fortsætte driften næste år. Vi er under et stort pres.

- Den situation har Bjarne stået i mange gange før. Han kan give os nogle værdifulde indspark i forhold til, hvordan vi kommer i mål inden vores skæringsdato 1. september. Det kan jeg helt ærligt ikke se et problem i, siger Michael Skelde til Politiken.

Heller ikke chefredaktøren på TV 2's Tour de France-dækning, John Jäger, kan se noget galt i, at stationen har ansat Riis som ekspert under Touren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.