Id-kontrol rammer især glemsomme danskere og svenskere
52 flygtninge uden gyldigt id er taget ved færgekontrol. Samtidig er 1000 danskere og svenskere blevet bremset


- Desværre du kan ikke komme med færgen til Helsingborg, fordi du ikke har gyldigt id med dig.

Sådan cirka har vagterne ved Scandlines færgerne måtte sige til 1025 passagerer, siden rederiet den 4. januar blev pålagt af de svenske myndigheder at kontrollere id på alle passagerer til Sverige, skriver Helsingør Dagblad.

Men kun i 52 tilfælde har vagterne vurderet, at der var tale om flygtninge uden id på sig. De andre 973 gange har der været tale om helt almindelige rejsende, som havde glemt deres id.

Det oplyser Henrik Rørbæk, chef for Scandlines HH-færger, til Helsingør Dagblad.

- Vores vurdering er, at der er tale om lokale svenske og danske borgere, som er blevet afvist. Det kan være folk, der skal handle, arbejde eller i skole på den anden side af Øresund.

Henrik Rørbæk ærgrer sig over at måtte afvise så mange passagerer.

- Det er et reelt problem for hele relationen og integrationen mellem Helsingør og Helsingborg.

Også de mange passagerer, der bliver afvist, ærgrer sig selvsagt.

- Folk udtrykker en blanding af ærgrelse og forståelse over, at det ikke er os, der har vedtaget de her regler, siger Henrik Rørbæk.

Når folk, der ikke er flygtninge, bliver afvist af vagterne i Helsingør, bliver de præsenteret for tre muligheder: De kan kontakte den svenske ambassade, få en ven til at hente deres id, eller de kan tage turen til Helsingborg via Øresundsbroen.

Her står de svenske myndigheder klar ved grænsekontrollen. Og de har mulighed for at tjekke, om den rejsende er bosiddende i Sverige.

- Vi mener, at svensk politi burde stå i Helsingør og gøre det samme. Så folk, der ikke er flygtninge, kan komme til Helsingborg med færgen. Vi holder de svenske myndigheder løbende orienteret og har gjort dem opmærksom på problemet.

- Men hidtil har de ikke villet gøre noget ved det, siger Henrik Rørbæk.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.