Hollande: Intet problem at finde nye Mistral-købere
Den franske præsident ser ingen udfordring i at få Mistral krigsskibe solgt efter at have nægtet Rusland dem.
Her ses et af de Mistral-hangarskibe, som Frankrig skulle have leveret til Rusland. Handlen er annulleret, men den franske præsident ser ingen problemer i at få skibene afsat andetsteds.
Her ses et af de Mistral-hangarskibe, som Frankrig skulle have leveret til Rusland. Handlen er annulleret, men den franske præsident ser ingen problemer i at få skibene afsat andetsteds. Foto: David Vincent/AP


Det bliver ikke svært for Frankrig at komme af med de to Mistral-hangarskibe, som egentlig skulle have været leveret til Rusland.

Sådan lyder det fra den franske præsident, François Hollande, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det vil ikke blive noget problem at finde nye købere, siger han til journalister i den egyptiske havneby Ismailia, hvor han torsdag har deltaget i en ceremoni for åbningen af den nye Suez-kanal.

Frankrig og Rusland er blevet enige om at annullere milliardhandlen på to hangarskibe efter et langvarigt diplomatisk tovtrækkeri. Hangarskibene er bygget til helikoptere.

Det første skib, Vladivostok, skulle have været leveret til Rusland i oktober 2014. Men på grund af Ruslands annektering af Ukraines Krim-halvø blev leverancen sat i bero.

Handlen blev formelt annulleret onsdag. Og indenfor få timer sagde den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, at "adskillige" lande havde udvist interesse for at købe de to skibe. Dog kom han ikke med flere detaljer om, hvilke lande det drejer sig om.

Eksperter mener dog ifølge AFP, at Frankrig vil være nødt til at give et afslag i prisen for at gøre krigsskibene attraktive for andre lande at erhverve. Især fordi det vil betyde job på landenes egne skibsværfter, hvis man køber udefra.

Det vakte betydelig kritik i EU-kredsen, da Frankrig i første omgang insisterede på at gennemføre handlen, netop som EU begyndte at indføre sanktioner mod Rusland.

Handlen havde en samlet værdi af 1,2 milliarder euro, svarende til ni milliarder danske kroner.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.