H&M anklages for at kopiere soldaters tøj
Den svenske storkæde er kommet i problemer efter at have designet en grøn buksedragt.
H&M er kommet i modvind efter at have designet en grøn buksedragt.
H&M er kommet i modvind efter at have designet en grøn buksedragt. Foto: KATHY WILLENS/AP


Det er en flaskegrøn buksedragt fra H&M med elastik i taljen, trekvartlange ærmer og brystlommer, som har fået internettet til at flyde over med vrede beskyldninger om, at den svenske high street kæde kopierer kvindelige kurdiske soldaters uniformer. Det skriver Berlingske tirsdag.

Ifølge nyhedsbureauet AP flyder internettet over med kommentarer, som i skarpe vendinger kritiserer den svenske tøjkæde. Her er nogle af de kommentarer, som AP har fundet frem til:

- De forsøger at kapitalisere på tapre kurdiske kvinder. Skam jer, skrev en kurdisk kommentator på Facebook.

- I stedet for at lade jer inspirere af de kurdiske kvinders tøj, så lad jer inspirere af deres mod og selvopofrelse, skrev en anden på Twitter.

- Det er vores traditionelle uniform. Den er ikke allemandseje, skrev en tredje bruger på Twitter.

H&M har været ude med en undskyldning og understreget, at enhver lighed mellem deres buksedragt og de kurdiske kvindelige soldaters uniformer kun er en tilfældighed.

De forklarer designet med, at "grønne jumpsuits er hot", og at de blot forsøgte at tilpasse udbuddet til efterspørgslen.

De kvindelige kurdiske soldater kæmper i øjeblikket mod Islamisk Stat.

Se billeder af buksedragten og soldaternes uniformer her: http://www.nydailynews.com/life-style/fashion/h-m-denies-jumpsuit-inspired-kurdish-fighter-uniforms-article-1.1966181

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.