Hjemmerøvere skræmt væk af modige brødre - hjælp med at finde dem
Sydøstjyllands Politi beder borgerne om hjælp i sagen om hjemmerøveriet, som de to gæve brødre Peter og Jens Christian på 81 og 85 fik forpurret.
Brødrene Peter og Jens Christian Jørgensen er blevet hele landets helte, efter de jagede hjemmerøverne på flugt.
Brødrene Peter og Jens Christian Jørgensen er blevet hele landets helte, efter de jagede hjemmerøverne på flugt. Foto: TV2 Syd


Sympatien er væltet ind til de to gæve brødre Peter og Jens Christian Jørgensen, der lørdag beviste, at alder skam ikke er nogen hindring, når det gælder om at jage forbrydere bort.

Peter og Jens Christian Jørgensen på henholdsvis 81 og 85 er ganske enkelt blevet hele Danmarks helte, siden de resolut og frygtløst smed to hjemmerøvere ud af deres landejendom ved Vonge nord for Vejle.

Røverne er desværre ikke fundet endnu, og derfor beder Sydøstjyllands Politi nu borgerne om hjælp til efterforskningen.

Politiet er interesseret i at høre fra borgere, der har set personer, som kom til gerningsstedet på Hammer Møllevej 6 lørdag aften omkring gerningstidspunktet kl. 21 – eller personer, som forlod gerningsstedet senere på aftenen.

I en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi beskrives de to efterlyste, formodede gerningsmænd begge som mænd, cirka 180 cm. høje, muskuløse af bygning og begge med en strikket 'røverhue' med et hul hen over øjnene. Den ene af mændene medbragte en pistol, og den anden mand medbragte en køkkenkniv.

Desuden ønsker Sydøstjyllands Politi at høre fra borgere, som har set et køretøj ved indkørslen på Hammer Møllevej 6 – det kan enten være før gerningstidspunktet, som var kl. 21:13 – eller umiddelbart efter.

Siden brødrene tonede frem på tv og fortalte om de voldsomme begivenheder, er og hyldest-erklæringerne væltet ind til dem på Facebook.

De to gæve gutter bor på gården med deres lillesøster Gretha på 77. De sad og så bingo på tv lørdag aften, da røverne dukkede op.

Men banditterne nåede ikke til længere end entreen, før de blev overmandet af brødrene og tog flugten.

81-årige Peter Jørgensen fik et par slag i ansigtet, men det mener han nu sagtens kan læges igen.

- Det var da en grim oplevelse. Men det fik jo en dejlig udgang. Jeg fik et sår, men det kan da læges, siger Peter Jørgensen til TV2.dk.

Overfaldne brødre fortæller: Det kunne være gået helt galt!Maskerede røvere truede med både pistol og kniv. Det kunne...

Posted by TV SYD on 18. oktober 2015

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.