Direktør for Projekt UDENFOR, Ninna Hoegh, er glad for, at et optrin mellem et par unge piger, en hjemløs og Hans Pilgaard i dag er blevet genstand for heftig debat.
En video, som BT bragte i morges, viser, at en pige råber “vågn op” ind i hovedet på en hjemløs mand. Han bliver forskrækket og farer sammen. De to piger griner højlydt, fordi de, ifølge Hans Pilgaard der overværede episoden, synes, “det er skideskægt.”
Pilgaard råber efterfølgende højlydt af pigerne. Og selvom det kan virke voldsomt, så er Ninna Hoegh glad for, at han reagerer, som han gør.
“Hvis der er folk derude, som synes, det er okay at fonøje sig på de svages bekostning, ja så er der i den grad behov for den her debat, og så er det sådan set ligemeget, om det er Hans Pilgaard, der deltager. Det er sundt, at nogen tager afstand,” siger hun.
Tankeløse og perfide
Der er ikke belæg for, at sige, at der er store problemer med, at folk håner og spotter hjemløse herhjemme. Og decideret vold er yderst sjældent. Når der sker overgreb, hænger det dog - ifølge Ninna Hoegh - blandt andet sammen med unge, der går i byen.
Men til trods for at overgreb på hjemløse er sjældne i Danmark, er eksemplet med de unge piger alarmerende, synes Ninna Hoegh:
“Det er uanstændigt, og jeg er da glad for at folk - om det så er Hans Pilgaard eller en anden - griber ind. Det bør være en refleks at gribe ind. Jeg håber, det giver stof til eftertanke til de piger, som har været tankeløse og perfide. Jeg håber, de mærker efter og tænker, her har vi sgu kvajet os grundigt.”
Find en anden måde at være opstemt på
Den 20-årige kvinde, der filmede episoden, har taget til genmæle på pigernes vegne. Hun fortæller til B.T, at hun filmede det, fordi hun syntes, Hans Pilgaard overreagerede.
“De to kvinder havde en god fredag aften, men gjorde ikke andet end at sige lidt højrøstet til den hjemløse, at han ikke skulle sove ved elevatoren i metroen, “
Men hvis latterliggørelsen af den hjemløse var et udtryk for opstemthed oven på en god fredag aften, så synes Ninna Hoegh, at pigerne skulle have udtrykt deres følelser anderledes.
“Så skulle de have fundet en anden måde at være opstemte på. Selvfølgelig er det ikke hensigtsmæssigt, at være ophidset (som Pilgaard, red.), hvis man forsøger at nedtrappe en situation. Men hvis man så et barn blive slået på gaden, så ville mange også gribe ind per refleks, og det er det samme, der sker her. Jeg synes, det er godt, at Hans Pilgaard tager afstand. Det er en sund reaktion, at man vil beskytte dem, der ligger ned på gaden,”