Herning åbner semifinale på vid gab med ny hjemmesejr
Herning Blue Fox sejrede på hjemmebane over Frederikshavn White Hawks, og dermed står det 2-2 i kampe.
Kasper Degn (i midten) var blandt målscorerne, da Herning Blue Fox tirsdag udlignede til 2-2 i semifinaleserien mod Frederikshavn White Hawks.
Kasper Degn (i midten) var blandt målscorerne, da Herning Blue Fox tirsdag udlignede til 2-2 i semifinaleserien mod Frederikshavn White Hawks. Foto: /Polfoto


Semifinaleserien mellem Herning Blue Fox og Frederikshavn White Hawks er fortsat helt åben, efter at Herning tirsdag aften vandt det fjerde opgør med 5-2 i egen hule.

Efter to hjemmesejre til hvert hold er stillingen dermed 2-2 i kampe, hvor der spilles bedst af syv om en plads i finalen i Metal Ligaen.

I kamp to i sidste uge blev frederikshavnerne lammetævet med 1-7 i Herning, og det begyndte tirsdag at dufte af endnu en midtjysk storsejr, da Jordan George kort inde i anden periode gjorde det til 3-0.

Forinden havde Kyle Essery og Kasper Degn grundlagt sejren med scoringer i første periode, mens Simon Nielsen lukkede helt af i Herning-målet.

I modsatte ende fik George Sørensen lukket af i det meste af anden periode. Men mindre end et minut før pausen gjorde Kyle Essery det til 4-0.

Kampen syntes afgjort, men i sidste periode var der anderledes skarphed over udeholdets spil, og med to scoringer på seks minutter var Hernings føring pludselig nede på to mål. Tim Kunes og Steffen Klarskov Nielsen stod for scoringerne.

Men gæsterne kunne ikke holde momentum. I stedet kunne Hernings Steffen Frank endegyldigt afgøre kampen med et mål til 5-2 kort før tid.

Med 5-2-sejren sørgede Herning for, at ingen af holdene har prøvet at vinde på udebane i serien endnu.

I en eventuelt syvende og afgørende finale er det Frederikshavn, som har hjemmebane.

Den femte semifinale spilles i Frederikshavn på fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.