Den 21-årige nyuddannede el-montør Mikkel Dahl Marcussen fra Slagelse skrev i et opslag på Facebook, at han søgte job. Det er blevet delt over 15.000 gange. Her er, hvad han skrev - måske er du jobsøgende selv og kan få inspiration:
Hej alle.
Jeg står op hver morgen kl. 6 med min kæreste, drikker min morgenkaffe, hopper i tøjet, og sætter mig ud i bilen for at køre rundt til sjællands arbejdspladser. Med mig har jeg en ansøgning hvor jeg søger om at blive fuldtidsansat i deres virksomhed. Jeg kommer hjem kl. 15 hvor jeg tjekker postkassen for ugens aviser og sætter kryds ved de ledige stillinger jeg kan søge. Efterfølgende sætter jeg mig ved computeren og logger på jobnet for at se om der er kommet nye jobannoncer siden dagen forinden og søger hvad jeg er kvalificeret til.
Dette har været min hverdag siden d. 13. Marts 2015, og nej dette er ikke længe at være arbejdsløs, men jeg har ikke lyst til at være arbejdsløs! Jeg vil stå op om morgen, drikke min morgenkaffe, hoppe i arbejdstøjet og køre afsted på arbejde.
Så her er lidt om mig:
Mit navn er Mikkel Dahl Marcussen, jeg er 21 år og er nyuddannet el montør.
Jeg er bosat i Slagelse, har dog selv bil så tranport til og fra er intet problem.
Som person er jeg meget imødekommende, og elsker udfordringer. Udfører mit arbejde hurtigt og effektivt. Er lyttende og forstående og er åben for andres holdninger og meninger. Jeg er stabil, pligtopfyldende, fleksibel og tager imod nye udfordringer med åbne arme.
Jeg snakker både engelsk og tysk på alment niveau.
Så skulle I stå og mangle en frisk ung mand som mig, hører jeg gerne fra Jer.
Med venlig Hilsen
Mikkel Dahl Marcussen