Mikkel søgte job via Facebook - og fik VILD respons
Den nyuddannede el-montør Mikkel Dahl Marcussen fra Slagelse tænkte, at det da ikke ville skade at sende en åben jobansøgning i omløb på Facebook. Resultatet har været ... overvældende
Fotoet her - og en ledsagende tekst - har givet masser af opmærksomhed - og overvældende mange tilbud om job.
Fotoet her - og en ledsagende tekst - har givet masser af opmærksomhed - og overvældende mange tilbud om job. Privatfoto


"Jeg står op hver morgen kl. 6 med min kæreste, drikker min morgenkaffe, hopper i tøjet og sætter mig ud i bilen for at køre rundt til Sjællands arbejdspladser. Med mig har jeg en ansøgning, hvor jeg søger om at blive fuldtidsansat i deres virksomhed."

Sådan indleder Mikkel Dahl Marcussen det opslag, han forleden smed op på sin Facebook-profil i håb om, at venner og familie ville dele det.

Mikkel Dahl Marcussen er nyuddannet el-montør og vil gerne have et arbejde. Hans kæreste er dygtig til det med sociale medier, så da hun foreslog, at han postede en åben jobansøgning, tænkte han 'why not'.

Resultatet har været overvældende. Mildt sagt.

Tusindvis har delt

- Jeg tænkte, at hvis mine venner og nærmeste familie delte det, og jeg fik sådan omkring 50 delinger, så ville det være fint, siger den 21-årige Slagelse-fyr.

Sådan gik det ikke. Opslaget er i skrivende stund blevet delt 23.952 gange. Og Mikkel Dahl Marcussen er nærmest helt rundtosset over al den opmærksomhed, hans friske job-opråb har fået.

- Jamen, jeg har fået over 200 personlige beskeder på Facebook med tilbud om job. Min telefon har bimlet konstant siden klokken seks i morges. Jeg har været til én samtale, skal til endnu en i dag - og en igen i morgen, sagde han til Avisen.dk, da vi i formiddags talte med ham.

Har lyst til at hoppe i arbejdstøjet

Mikkel Dahl Marcussen har ikke gået ledig så længe. Han blev arbejdsløs 13. marts. Men som han skriver i det meget delte Facebook-opslag:

"Nej, dette er ikke længe at være arbejdsløs, men jeg har ikke lyst til at være arbejdsløs! Jeg vil stå op om morgen, drikke min morgenkaffe, hoppe i arbejdstøjet og køre afsted på arbejde."

Meget tyder på, at han snart får sit ønske opfyldt ...

LÆS HVAD MIKKEL SKREV I SIN ANSØGNING - KLIK HER

Værsgo - et styk friskt ungt mandfolk. Som efter alt at dømme ikke kommer til at gå ledig særligt meget længere. Foto: Privat

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.