Den kommende reform af beskæftigelsessystemet skal ikke have til formål at spare penge.
Det slår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i dag fast.
Dermed tager hun ikke imod Lars Løkke Rasmussens (V) opfordring om at spare fire milliarder på beskæftigelse af ledige for at bruge dem til en kommende vækstpakke.
Regeringen er netop igang med en større reform af hele indsatsen for at få ledige i arbejde.
”Vi skal ikke starte med et tal. Vi skal se på den enkelte ledige,” siger Helle Thorning-Schmidt efter dagens spørgetime på Christiansborg.
Hun efterlyser, at Venstre udpeger de steder, hvor der kan spares fire milliarder i beskæftigelsessystemet.
”Hvis der kan spares fire milliarder på beskæftigelsespolitiken. Ville det være rart at vide, hvor de skal spares."
Den kommende beskæftigelsesreform skal vedtages efter anbefalingerne fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg, der ventes offentliggjort om kort tid, men som allerede er lækket til pressen.
Lars Løkke Rasmussen slår fast, at Venstre ikke kommer til at lægge stemmer til en beskæftigelsesreform, hvis der ikke findes penge til vækst.