Haveforeninger gennemsøges på anden dag i Emilie-sagen
Beboere modtager stor eftersøgning positivt trods gener, siger vicepolitiinspektør.
Politiet fortsætter torsdag gennemsøgningen af kolonihaver i Korsør af den nu 18-årige Emilie Meng, der forsvandt 10. juli (arkivfoto).
Politiet fortsætter torsdag gennemsøgningen af kolonihaver i Korsør af den nu 18-årige Emilie Meng, der forsvandt 10. juli (arkivfoto). Foto: Frederik Racher/Scanpix


For anden dag i træk vil politifolk med hunde gennemsøge fire haveforeninger ved Korsør Station i forsøget på at få nye spor om den forsvundne Emilie Meng.

Onsdag morgen blev aktionen indledt, og arbejdet fortsætter torsdag frem til om eftermiddagen, lyder det torsdag formiddag fra politiet.

Emilie Meng forsvandt tidligt om morgenen 10. juli. På stationen tog hun afsked med et par veninder og gik derefter ad en sti ved en af haveforeningerne.

Onsdagens indsats bragte ikke afgørende spor, oplyser politiet.

Der blev ikke fundet genstande, som kan forbindes med den unge kvinde, der er 18 år.

- Vi er meget glade for den positive modtagelse, vi har fået af beboerne i området, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse torsdag.

Området har været afspærret natten til torsdag.

Flere gange tidligere har der været iværksat særlige indsatser for at finde den unge kvinde.

Både helikoptere, droner og dykkere har tidligere været aktiveret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.