Haugaard får fuld spilletid i straffesparksnederlag
Jacob Haugaard holdt buret rent for Stoke i træningskamp mod Everton, men måtte se sig slået på straffespark.
Jacob Haugaard, her i kamp for FC Midtjylland mod FC København, var at finde mellem stængerne, da Stoke mødte Everton i en træningsturnering i Singapore.
Jacob Haugaard, her i kamp for FC Midtjylland mod FC København, var at finde mellem stængerne, da Stoke mødte Everton i en træningsturnering i Singapore. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Salget af Stokes førstekeeper Asmir Begovic til Chelsea har, i hvert fald midlertidigt, skubbet danske Jacob Haugaard frem i målmandshierarkiet i klubben.

Onsdag stod han hele kampen mod Everton i en træningsturnering i Singapore, hvor Haugaard og co. måtte se sig slået efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære kamp endte 0-0.

Engelsk fodbold er populært i Asien, og derfor har Premier Leagues Sponsor, Barclay, arrangeret en træningsturnering med blandt andet tre engelske hold i Singapore.

Tempoet i kampen bar præg af, at holdene ligger i forberedelser til sæsonstarten. Stoke kom frem til et par chancer inden pausen, som blev formøblet, mens Evertons stjerneangriber Romelu Lukaku korrekt fik annulleret et mål for offside kort før pausen.

Underholdningen efter pausen blev ikke markant bedre, og et par redninger af Haugaard i den ene ende og Tim Howard i den anden ende sørgede for, at kampen sluttede uden scoringer.

Herefter gik man direkte til straffesparkskonkurrence for at finde en vinder, og her blev Jacob Haugaard den lille.

På samtlige fem Everton-spark gik han til den forkerte side, og da Tim Howard samtidig snuppede et enkelt Stoke-forsøg, blev det holdet fra Liverpool, som gik i finalen.

Der venter enten ligarivalerne fra Arsenal eller et udvalgt hold fra Singapore, som mødes i den anden semifinale i træningsturneringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.