Hashmillioner blev hvidvasket i handel med frimærker
Tidligere ansat i auktionshus og kæreste til hashbagmand straffes med fængsel for hæleri med 3,1 millioner.


Staten overtager en landejendom på Sydsjælland, og en kvinde samt en mand, der tidligere var ansat i Bruun Rasmussen Kunstauktioner, skal i fængsel.

Sådan er en sag om hvidvaskning af 3,1 millioner kroner tjent på hash torsdag endt i Østre Landsret.

Formuen kommer fra Peter Stig Hansen, der udnyttede et anerkendt flyttefirma til at fragte hash fra Spanien til Danmark.

I alt indsmuglede han ni ton hash, og han er idømt fængsel i 10 år. Men i sin illegale forretning havde han et problem med den store fortjeneste.

- Pengene blev kørt gennem vaskemaskinen, siger retsformand Gunst Andersen ved domsafsigelsen.

Officielt skulle det se ud, som om pengene stammede fra handel med frimærker og mønter.

Hashbagmandens eks-kæreste, en kvinde på 36 år, solgte mærker og mønter til en 56-årig mand i et auktionshus.

Kvinden har forklaret, at en mand ved navn Knud havde givet hende en værdifuld samling frimærker i fem-seks flyttekasser. Ham havde hun truffet i værtshusmiljøet i Roskilde.

- Hele historien om en person ved navn Knud, der er i gavehumør, er helt utroværdig, siger retsformanden.

Både kvinden og manden fra auktionshuset har nægtet sig skyldige i groft hæleri, men landsretten tror dem ikke.

Manden straffes med fængsel i et år og ni måneder, mens kvinden idømmes et år og seks måneder.

Landsretten finder desuden den 56-årige mand skyldig i et desperat forsøg på at afpresse Bruun Rasmussen Kunstauktioner, hvor han senere var blevet ansat, for 50.000 kroner.

Dommen ændrer markant på det resultat, som Københavns Byret tidligere nåede frem til. Her blev kvinden frifundet, mens manden blev fundet delvist skyldig og idømt fængsel i otte måneder.

I øvrigt har hashbagmanden haft en stor forretning. Hos ham har staten konfiskeret to millioner i kontanter, seks grunde i Spanien samt yderligere fem millioner.

Som led i landsrettens dom overtager staten endvidere en landejendom i Fuglebjerg, som eks-kæreste købte for de 3,1 millioner.

Torsdag havde hashbagmanden udgang fra fængslet for at vidne i retten:

- Alle, der har været anholdt på grund af min kriminalitet, har grund til at være tosset på mig, sagde han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.