Har du pensions-penge på spil? Rente-strid kan få afgørende betydning
Principiel og årelang strid om rentegaranti til pensionskunde afgøres i Højesteret torsdag.
Helge Gøttsche, pensioneret læge og pensionskunde, er i Højesteret med krav om, hvordan renten på hans pension skal beregnes. (Arkivfoto fra landsrettens dom i 2013)
Helge Gøttsche, pensioneret læge og pensionskunde, er i Højesteret med krav om, hvordan renten på hans pension skal beregnes. (Arkivfoto fra landsrettens dom i 2013) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En principiel strid om, hvordan en rentegaranti fra et pensionsselskab skal beregnes, skal torsdag endelig afgøres, når der falder dom i en sag mellem en pensionskunde og pensionsselskabet SEB Pensionsforsikring.

Spørgsmålet er, om rentegarantien skal forstås sådan, at der årligt skal tilskrives den lovede rente - eller om renten blot skal beregnes som et gennemsnit over årene.

Udfaldet af den principielle sag kan vise sig at blive rigtig interessant for andre pensionskunder med lignende aftaler, men indtil nu har både byret og landsret dog frifundet SEB Pensionsforsikring.

Det hele startede, da den i dag pensionerede læge Helge Gøttsche i 1982 og 1986 tegnede to ratepensionsforsikringer med en rentegaranti på 4,5 procent hos SEB Pensionsforsikring.

Helge Gøttsche har i løbet af sagen fremført, at den normale opfattelse, dengang forsikringerne blev tegnet, var, at den tekniske rente på 4,5 procent var en minimumsrente, som kunden havde krav på at få hver eneste år.

Selskabet er uenigt og er blevet frifundet først ved retten på Frederiksberg.

Senest frifandt Østre Landsret i 2013 SEB Pensionsforsikring og slog fast, at der i den pensionerede læges to rateforsikringspensioner ikke findes løfter om en bestemt årlig forrentning.

Landsdommerne erkendte, at der gennem årene har været en højrøstet diskussion og uenighed i pensionsbranchen om "den anvendte sprogbrug" og om nogle bestemmelser om genkøbsværdi.

Dette medfører dog ikke, at SEB Pensionsforsikring er forpligtet ud over, hvad der fremgår af aftalerne om de to rateforsikringspensioner, slog landsdommerne fast.

Hvis pensionskunden får medhold i Højesteret, risikerer pensionsselskaberne at skulle af med milliarder af kroner til tusinder af andre kunder.

Ifølge pensionsrådgivningsfirmaet Invensure kunne regningen løbe op i mindst 20 milliarder kroner, har firmaets direktør, Søren Andersen, tidligere sagt til dagbladet Børsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.