Hårdt presset Djokovic på overarbejde i Melbourne
14.-seedede Gilles Simon pressede verdensetteren Djokovic ud i fem sæt, før kræfterne slap op.
Novak Djokovic er videre til kvartfinalerne efter en sejr i fem sæt over Gilles Simon.
Novak Djokovic er videre til kvartfinalerne efter en sejr i fem sæt over Gilles Simon. Foto: Vincent Thian/AP


Verdensetteren Novak Djokovic måtte kæmpe overraskende hårdt for en plads i kvartfinalerne ved Australian Open.

Turneringens forhåndsfavorit blev søndag presset ud i fem sæt mod den 14.-seedede franskmand Gilles Simon.

Hårdt presset og efter mere end fire og en halv times tennis vandt Djokovic med 6-3, 6-7, 6-4, 4-6 og 6-3 over Simon.

Da de to spillere gik ud til femte og afgørende sæt, virkede duellen helt åben. Måske endda med en lille fordel til Gilles Simon, der kunne åbne med ekstra selvtillid oven på et stærkt fjerde sæt.

I stedet for en gyserafslutning viste 28-årige Djokovic i stedet lidt af den klasse, der de senere år har bragt ham op som nummer et i verden.

To breaks i franskmandens servepartier banede vejen for en sikker 5-1-føring, og så skulle Djokovic blot serve sejren hjem. Spillet blev en anelse for nonchalant, og Simon fik brudt og reduceret til 2-5.

Djokovic tog sig igen sammen, men missede to matchbolde i Gilles Simons serveparti, før det lidt senere lykkedes ham at lukke kampen i egen serv.

I kvartfinalen venter Japans Kei Nishikori for Novak Djokovic. Japaneren slog i fjerde runde Jo-Wilfried Tsonga i tre sæt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.