Tusindvis af sygemeldte bliver berørt af sygedagpengereformen, der færdigbehandles i Folketinget i dag.
Reformen træder i kraft om bare 19 dage - 1. juli - og den korte omstillingsperiode har skabt forvirring hos mange sygemeldte om, hvad reformen helt præcist vil føre med sig.
Det giver cand.jur og ph.d. Jannie Dyring imidlertid svaret på, skriver forbundet FTF.
Til et temamøde hos forbundet gennemgik hun reformen, der træder i kraft over to omgange. Se guiden herunder.
1. juli 2014
- Der vil ikke længere være en varighedsbegrænsning på sygedagpenge, men i stedet en revurdering efter 22 uger med ydelsen.
- Sygemeldte kan - ud over de allerede eksisterende muligheder for forlængelse - få forlænget deres sygedagpenge, hvis de har en livstruende sygdom - også selvom den ikke er i terminalstadiet.
- Bliver sygedagpengene ikke forlænget, overgår den sygemeldte til et jobafklaringsforløb med minimum seks individuelle samtaler over et halvt år.
- Sygemeldte i jobafklaringsforløb modtager ressourceforløbsydelse, der i beløb svarer til kontanthjælp, men dog er uafhængig af formue og ægtefællens eller samleverens indtægt.
- Selvom man i princippet ikke kan klage over kommunale visiteringer, er det muligt at klage indirekte over visiteringen til et jobafklaringsforløb ved i stedet at klage over, at denne ydelse er lavere end sygedagpengene.
- Den sygemeldte får i en forsøgsperiode på to år ret til at sige nej til lægebehandling. Forsøgsperioden strækker sig fra 1. juli 2014 til 30. juni 2016. Dette gælder dog ifølge Jannie Dyring kun operationer og medicinsk behandling, så sygemeldte skal sige ja til eksempelvis genoptræning og psykologhjælp for at beholde sygedagpengene.
- Alle sygemeldte er som udgangspunkt omfattet af de nye regler - også dem, der 1. juli har modtaget sygedagpenge i mere end 22 uger.
1. januar 2015
- Fremover skal kommunen visitere den sygemeldte i en af følgende tre kategorier: 1) Sygemeldingen forventes at vare højst otte uger. 2) Sygemeldingen forventes at vare mere end otte uger. 3) Sygemeldingen forventes at vare mere end otte uger, og andre forhold kan forhindre den sygemeldte i at vende tilbage i arbejde.
- Kommunen skal revisitere den sygemeldte ved hver opfølgning.
- Den sygemeldte og arbejdsgiveren kan anmode om en tidlig opfølgning, hvis sygemeldingen forventes at vare mere end otte uger. Samtidg kan den sygemeldte afvise en tidlig opfølgning, hvis han eller hun forventer at være syg kortere tid end otte uger.
Kilde: FTF