Guardiola efter 7-0: Spillerne var på fra første fløjt
Bayerns træner havde advaret om Shakhtars kvaliteter, men dem fik holdet ikke mulighed for at vise.
Opgivende ukrainske spillere ser Bayern-spillere juble efter Thomas Müller har bragt hjemmeholdet foran 5-0.
Opgivende ukrainske spillere ser Bayern-spillere juble efter Thomas Müller har bragt hjemmeholdet foran 5-0. Foto: Kerstin Joensson/AP


Bayern Münchens succes med Pep Guardiola som træner fortsætter. Onsdag blev Shakhtar Donetsk fra Ukraine totalt udspillet af et Bayern-hold i hopla.

7-0 vandt tyskerne, som dermed er klar til kvartfinalen i Champions League.

- Fra kampens start så vi, at spillerne var på. De var fremragende. Vi er meget tilfredse og fortjener denne sejr, siger Guardiola ifølge det tyske sportsmagasin Kicker efter det ensidige opgør på hjemmebanen Allianz Arena.

Den første kamp i Ukraine endte lidt overraskende uden scoringer, og Guardiola havde op til returkampen advaret om modstandernes kvaliteter.

- Shakhtar har samme offensive kvaliteter som de bedste tyske hold. De ville være i stand til at udfordre os om mesterskabet, hvis de spillede i Bundesligaen, sagde han inden opgøret.

Det var dog noget af en overvurdering, kan det konstateres med udgangspunkt i forløbet af de 90 minutter onsdag aften.

Shakhtar fik en spiller udvist efter bare tre minutter - aldrig før har en dommer i en Champions League-kamp så tidligt brugt det røde kort - og Thomas Müller bragte Bayern foran på det efterfølgende straffespark.

- Det er klart, mod 10 mand er det en smule lettere. Men ikke altid. Vi dominerede dog fuldstændigt, siger Guardiola.

Hans kollega hos Shakhtar, Mircea Lucesci, var ikke tilfreds med udvisningen.

- Det røde kort skulle ikke være givet, mener jeg. Fra det øjeblik kunne vi ikke gennemføre det, vi havde planlagt. Vi tabte på alle områder. Bayern er stærkt besat på alle positioner. Skulle vi have spillet lige op, skulle det have været mod 10 tyskere. De har en stærkere karakter, siger han ifølge Kicker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.