Grønlandsk mineselskab undgår konkurs
Nunaminerals trækker sin konkursbegæring tilbage efter nye drøftelser om selskabets fremtid.
Mineselskabet Nunaminerals undgår alligevel en truende konkurs.
Mineselskabet Nunaminerals undgår alligevel en truende konkurs. Foto: CASPER DALHOFF/POLFOTO


Det grønlandske mineselskab Nunaminerals, som borer efter blandt andet guld og sjældne jordarter, har trukket en konkursbegæring tilbage.

Det meddeler selskabet i en børsmeddelelse. I stedet går Nunaminerals i betalingsstandsning.

Meldingen kommer efter, at virksomheden har drøftet sin situation med Greenland Mining Management. Man øjner nu en "langsigtet løsning" på grundlag af en rekonstruering af selskabet.

Derfor trækker Nunaminerals sin konkursbegæring tilbage og søger kreditorbeskyttelse ved at gå i betalingsstandsning.

På den måde er der god tid til at afslutte forhandlingerne med Greenland Mining Management og selskabets større kreditorer og aktionærer.

Bestyrelsen i det grønlandske mineselskab indgav en konkursbegæring ved Retten i Grønland i april.

Ifølge selskabet skete det, fordi Nunaminerals ikke var i stand til at leve op til sine forpligtigelser og dermed var insolvent.

Handlen med aktierne i mineselskabet blev suspenderet på fondsbørsen i København i februar.

Dengang skrev selskabet i en pressemeddelelse, at bestyrelsen og direktionen ville fortsætte deres bestræbelser på at finde en løsning på de økonomiske problemer.

"Herunder en løsning vedrørende lånet fra Selvstyret på 4,5 millioner kroner, der forfaldt til betaling 31. januar 2015," lød det.

Der arbejdes nu på et forslag for rekonstruering af selskabet præsenteret af Greenland Mining Management.

Der kan dog "ikke gives en garanti for, at denne aftale kan indgås" på vilkår, som er "acceptable for Grønlands Selvstyre og Greenland Holding A/S," ligesom det ikke kan garanteres, at en sådan aftale kan opnå opbakning fra selskabets aktionærer."

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.