Grønlandsk mineselskab suspenderes på børsen
Der kan ikke længere handles med Nunaminerals' aktier på den danske fondsbørs, der afventer en melding.
Mineselskabet på Grønland er i store likvide problemer.
Mineselskabet på Grønland er i store likvide problemer. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Handlen med aktierne i mineselskabet Nunaminerals er blevet suspenderet på fondsbørsen i København.

Det skriver Ritzau Finans fredag.

- Der afventes meddelelse fra selskabet, oplyser fondsbørsen.

For små tre uger siden oplyste Nunaminerals, der efterforsker i mineraler, at selskabets administrerende direktør, Ole Christiansen, havde meddelt bestyrelsen, at han ønskede at fratræde sin stilling som administrerende direktør i selskabet.

Ole Christiansen fortsætter dog som selskabets administrerende direktør i sin opsigelsesperiode på 12 måneder, og fratrædelsen vil dermed ske med virkning fra 1. februar 2016, medmindre andet aftales med bestyrelsen.

I en meddelelse 2. februar blev der henvist til selskabets finansielle situation, som senest oplyst på selskabets ekstraordinære generalforsamling 29. januar 2015.

- Samt det forhold, at lånene fra Selvstyret og Greenland Holding, der forfaldt ved udgangen af januar 2015, ikke på nuværende tidspunkt er blevet forlænget, lød det i meddelelsen.

Meddelelsen fra Ole Christiansen kom efter en ekstraordinær generalforsamling i Nunaminerals, hvor aktionærerne forkastede et forslag om en afnotering af selskabet fra fondsbørsen i København.

Selskabet er i store likvide problemer, og der er en vis usikkerhed om Nunaminerals' fremtid.

Ritzau har fredag middag forsøgt at få en kommentar fra Ole Christiansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.