Granater var årsag til eksplosion i Istanbuls lufthavn
Fire mortérgranater blev affyret mod lufthavnen fra en skov to kilometer væk, siger anklagemyndighed.


En eksplosion i Istanbuls lufthavn den 23. december var forårsaget af mortérgranater. Det oplyser den tyrkiske anklagemyndighed. Eksplosionen kostede en person livet,

- Fire mortérgranater blev affyret mod lufthavnen fra et skovområde to kilometer væk, siger anklagemyndigheden i en erklæring.

En kurdisk oprørsgruppe har tidligere taget skylden for angrebet. Men det er først nu, at det fra officielt hold betegnes som et angreb med granater.

En rengøringsmedarbejder mistede livet, og eksplosionen i Sabiha Gökcens internationale lufthavn medførte skader på flere fly.

Ifølge tyrkisk tv døde den 30-årige rengøringsarbejder af de skader, han fik i hovedet, da han gik foran lufthavnsbygningen.

Tre dage efter angrebet, den 26. december, påtog den kurdiske oprørsgruppe TAK sig skylden for angrebet. Det skete i en erklæring på gruppens hjemmeside.

Det fremgik også, at angrebet var foretaget med mortérgranater, skrev den britiske avis The Guardian dengang.

Angrebet kommer i forlængelse af en offensiv fra Tyrkiet mod en anden kurdisk oprørsbevægelse, PKK, som TAK udspringer af.

Nytårsaftensdag erklærede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ifølge nyhedsbureauet AFP, at landets sikkerhedsstyrker har dræbt 3100 PKK-medlemmer i 2015 i aktioner i bevægelsens højborge i det sydøstlige Tyrkiet og det nordlige Irak.

PKK startede tilbage i 1984 en væbnet konflikt mod Tyrkiet med det formål at få oprettet en selvstændig kurdisk stat.

Ifølge The Guardian beskylder TAK på sin hjemmeside Erdogan for at have indgået en "krigskoalition" med Islamisk Stat mod kurderne.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.