Det var et opgør mellem selvproklamerede anarkister og politiet i Athen-bydelen Exarchia, der fik det hele til at blusse op.
Ifølge græsk politi kastede 30 unge sten og andet kasteskyts mod en politibil. Det fik ifølge BBC en af betjentene til at affyre tre skud mod de unge - det ene dræbte den 15-årige dreng.
Efter drabet spredte urolighederne sig til andre byer. I Grækenlands største by, Thessaloniki, gik flere hundrede på gaden, og i Komotini og Ioannina samt på Kreta kom det også til uroligheder mellem politi og grækere, der var gået på gaden for at markere deres utilfreds med drabet på den 15-årige dreng.
Grækenlands indenrigsminister Prokopis Pavlopoulos beklager tragedien og har tilbudt at træde tilbage.
"På vegne af regeringen og premierministeren vil jeg udtrykke sorg over episoden og specielt over den unge drengs død," siger han i en meddelelse.
Den græske regering har sat en undersøgelse af drabet i gang, og to politiofficerer er blevet anholdt.