GOG-træner kræver fuldt udbytte i kommende kampe
Der er brug for sejre i de kommende kampe med HC Midtjylland og Skive, siger GOG-træner Jakob Larsen.


Efter at have været foran 17-11 undervejs i første halvleg blev det kun til uafgjort, da håndboldherrerne fra GOG lørdag havde besøg af Sønderjyske.

Dermed har klubben kun tre point ned til den upopulære niendeplads, der ligger lige uden for de placeringer, der giver adgang til slutspillet i herrernes håndboldliga.

Og derfor kræver GOG-træner Jakob Larsen også sejre, når fynboerne i de næste to kampe har konkurrenten HC Midtjylland og bundholdet Skive på programmet.

- Det er klart, at det er to vigtige kampe. Vi skal have fuldt udbytte, hvis vi skal kæmpe med om den her ottendeplads, siger Jakob Larsen.

- Jeg ved godt, at alt ikke er afgjort endnu, men det er to essentielle kampe i forhold til, hvor vi bliver placeret i rækken, lyder det fra GOG's cheftræner.

Håndboldherrerne er mere end halvvejs gennem grundspillet, og med 16 point har GOG nu altså tre point ned til Skanderborg på niendepladsen. Omvendt har klubben også kun fire point op til ligaens andenplads.

GOG møder rækkens nuværende nummer 10, HC Midtjylland, onsdag 16. december, mens bundholdet Skive kommer på besøg 19. december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.