Glæde på kødmarkedet: Kollapset fusion øger konkurrencen
Godt nyt for både svineavlere og forbrugere, at Tican havner hos Tönnies frem for Danish Crown, lyder det.
- Det er helt klart for mig, at det vil give en større konkurrence om opkøb af slagtesvin i Danmark. Og det er vi jo glade for, siger Hans Aarestrup, direktør for Danske Svineproducenter.
- Det er helt klart for mig, at det vil give en større konkurrence om opkøb af slagtesvin i Danmark. Og det er vi jo glade for, siger Hans Aarestrup, direktør for Danske Svineproducenter. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix


Det er godt nyt for såvel svineavlere som grisespisere, at det bliver tyske Tönnies, der overtager slagterivirksomheden Tican frem for Danish Crown.

Sådan lyder nogle af reaktionerne på mandagens nyhed om en kollapset fusion og en udenlandsk overtagelsen.

- Det er helt klart for mig, at det vil give en større konkurrence om opkøb af slagtesvin i Danmark. Og det er vi jo glade for, siger Hans Aarestrup, direktør for Danske Svineproducenter, til Ritzau.

Han regner med, at svineavlerne fremover vil kunne få flere penge for deres grise.

Var Tican derimod havnet hos Danish Crown, havde det formentlig betydet lukning af slagterikapacitet, vurderer Hans Aarestrup.

Fremover vil danske svineavlere skulle forholde sig til, om de vil være andelshavere hos Danish Crown eller leverandører hos Tönnies.

Ligesom Danish Crown er Tican et andelsselskab, og Hans Aarestrup medgiver, at der kan være producenter, der har ideologiske holdninger til selskabsformen.

- Men i sidste ende står og falder det 100 procent med, hvad man får for grisene. Man kan ikke betaler regninger med fugle på taget, og Tönnies får ingen grise, hvis de ikke betaler konkurrencedygtige priser, siger han.

Hos supermarkedsgiganten Coop, der står for en del af det direkte salg af svinekød til danskerne, glæder man sig også over udviklingen.

Over for netmediet Fødevarewatch forklarer informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at udsigten til en fusion mellem Tican og Danish Crown havde fået supermarkederne til at frygte højere priser.

- Vi undgår denne her form for total koncentration, der ville kunne ske, hvis man havde fået lavet en stor dominerende udbyder af kød. Og det er til gavn for os og vores kunder i form af lavere priser, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.