Verdens største olieservicevirksomhed Schlumberger svinger sparekniven og må skære mandskabet ned med omkring 100 ansatte i Esbjerg.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Omkring 30 ansatte blev opsagt i udgangen af juli, mens yderligere omkring 70 medarbejdere er blevet forsøgt omplaceret i andre job.
At virksomheden er nødt til at skære ned, skyldes tabet af en milliardkontrakt med Total/Maersk Oil. Kontrakten er nu overtaget af Schlumbergers konkurrent, Halliburton.
Virksomhedens globale hovedkontor i Paris har sendt følgende kommentar til nedskæringerne til Jydske Vestkysten.
”Schlumberger beklager, at vi har måttet nedbringe antallet af medarbejdere i Danmark. Dette var selvfølgelig en meget vanskelig beslutning, men som servicefirma skal vi løbende matche vores ressourcer til efterspørgslen på markedet. Vi forstår, at dette vil påvirke vores medarbejdere og deres familier, og vores prioritet er nu at hjælpe vores folk og støtte dem,” står der i pressemeddelelsen.
Schlumberger er verdens førende leverandør af teknologi, produkter og boring til olie- og gasindustrien.
Schlumbergers danske afdeling beskæftigede ifølge regnskabet fra 2017 i snit 169 ansatte. Virksomheden havde samme år et overskud efter skat på 32 millioner kroner og en omsætning på cirka 640 millioner kroner.