Henrik Vigeholm-Kloster opdagede under sin første ferie fra det nye job på vindmøllevinge-fabrikken, at der var noget galt.
»Jeg fik abstinenser. Kroppen manglede et eller andet. Jeg gik og fik svedeture,« fortæller den nuværende LM-arbejder til Berlingske.
I dag er han 35 år og efter et par års arbejdsløshed tilbage hos LM Wind Power.
Som Berlingske og Avisen.dk skrev søndag, har LM siden 1995 modtaget 35 påbud for giftige styrendampe fra Arbejdstilsynet - syv alene sidste år.
LÆS OGSÅ: Giftskandale hos grøn gigant
Acetone opløser hjernen
Henrik ville gerne have hørt om det noget før, siger han: At acetone opløser hjernen, samt at styren er på myndighedernes kræftliste. Men han nåede at være på LM et lille års tid, før han kom på sikkerhedskursus. Først da blev han oplyst om, hvor farlige stoffer han egentlig arbejdede i.
I begyndelsen mærkede han påvirkningen tydeligt.
"Jeg blev tung i hovedet, træt og irritabel. Jeg fik hovedpine og kvalme. Hvis jeg sov på et hvidt lagen, var det guligt næste morgen. Og det var ikke bare mig - der var ikke ret mange i LM, der havde hvide lagner hver morgen. Det var styrenen - den lugter af hyacint eller marcipan, sødligt. Men jeg tog det bare med, det var jo gode penge og gode kolleger, og der var også en del frihed i jobbet."
Glemte alt muligt
Henrik ville egentlig have været dyrlæge - han elskede dyr som barn og holdt både edderkopper og ørkenrotter - men han var også en vild dreng i skolen og havde slet ikke karakterer til det. Derfor var han lykkelig, da han fik chancen på natholdet hos LM.
"Men jeg følte ikke, jeg huskede så godt længere, da jeg havde været der noget tid. Hvis jeg gik hen for at udføre en opgave kunne jeg pludselig ikke huske, hvad jeg skulle. Vi kaldte det styren-hjerne."
De første år foregik støbningen manuelt, men på et tidspunkt indførte LM en ny teknologi, vakuum-støb, som nedsatte styren-dampene væsentligt, men slet ikke løste problemet ifølge Henrik. Men da Henrik fik ny funktion uden for produktionshallen, mærkede han øjeblikkeligt forbedringen.
"Jeg var ikke træt på samme måde længere. Lagnerne blev hvide igen. Mit tøj lugtede ikke på samme måde."
Hovedpine og kvalme
Til gengæld vendte problemerne tilbage, når han havde opgaver i hallen.
"Fra 2007 fik jeg ikke samme dosis og var ikke længere vant til dampene. Når jeg så kom tilbage til hallen, hvor de andre stod uden værnemidler, stank der for vildt, så jeg fik hovedpine og kvalme igen."
LM Wind Power fremhæver selv, at de gennem årene har været en foregangsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet og udsendte i går en pressemeddelelse, hvor pressechefen gentog det budskab. Men det fik de også at vide dengang, siger Henrik Vigeholm-Kloster:
"Der er så meget hykleri. Ledelsen sagde: I skal have gode forhold, og pas nu på ikke at ødelægge jer selv. Men i sidste ende, når vingen skulle være færdig, lød budskabet: Kan du ikke lige gøre det alligevel? Jeg har som kvalitetskontrollør stået og presset de andre. LM skulle have håndhævet reglerne langt hårdere - det er for sent, LM er kommet i gang."