Fast arbejde til det sidste.
Sådan er virkeligheden for hovedparten af de danske efterlønnere. De går direkte fra job til efterløn, og er altså ikke 'tvunget' på efterløn på grund af ledighed eller nedslidning, antyder nye tal fra Forsikring & Pension.
Over 80 procent af alle nye efterlønnere kommer således direkte fra et job. I 2006 var det kun 65 procent, der kom fra et job.
Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Ålborg Universitet, Per H. Jensen, mener alligevel, at finanskrisen har skubbet mange ældre over i efterlønsordningen.
"De ældre står forrest, når der skal fyres og vælger måske i stedet efterløn, og arbejdsgiverne gør meget lidt for at fastholde dem," siger han ifølge DR Nyheder.
I dag kan ældre blive ramt af en modregning i deres pension, hvis de går på efterløn før 62 år.
Efter 62 år sker der ingen modregning. Derfor kan man med fordel ændre reglerne og hæve aldersgrænsen for modregning, hvis man vil have færre til at gå på efterløn, påpeger professor Per H. Jensen.
"Hvis man udvider modregningen til at gælde alle efterlønsmodtagere, vil ordningen blive mindre økonomisk attraktivt, og derfor vil det kun være folk, der er virkelig nedslidte, der går på efterløn," siger Per H. Jensen.