Fyringer i farvandet: Fusion koster job
BRFkredit har besluttet at nedlægge BRFkredit Bank. Det betyder afskedigelser.
Fusionen mellem BRFkredit og Jyske Bank fandt sted 30. april 2014.
Fusionen mellem BRFkredit og Jyske Bank fandt sted 30. april 2014. Foto: Kenneth Jørgensen/free


Som følge af en række optimeringstiltag i forlængelse af fusionen mellem Jyske Bank og BRFkredit nedlægges 40 stillinger i BRFkredit, og 35 medarbejdere er i den forbindelse blevet afskediget.

Det oplyser BRFkredit i en pressemeddelelse tirsdag.

I meddelelsen lyder det, at koncernen har arbejdet med en række integrationsaktiviteter efter fusionen med den Silkeborg-baserede Jyske Bank.

- En væsentlig milepæl heri er opnået med succesfuld konvertering af BRFkredit Bank til Bankdata i den forgangne weekend.

- BRFkredit Bank er i den forbindelse nedlagt som selvstændig virksomhed. Alle kunder betjenes fremover i Jyske Bank eller Finansnetbanken, skriver BRFkredit i meddelelsen.

Det er som følge heraf og i konsekvens af andre optimeringstiltag, at der nu nedlægges stillinger og afskediges medarbejdere.

Fusionen mellem BRFkredit og Jyske Bank fandt sted 30. april 2014.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.