Fyret tv-vært: "Jeg elskede mit job"
Henrik Hoffmann mistede tirsdag jobbet på 6eren med øjeblikkelig virkning i forbindelse med en større sparerunde hos Discovery Networks.
Pressefoto af Herik Hoffmann fra Discovery Networks. Nu er han fyret.
Pressefoto af Herik Hoffmann fra Discovery Networks. Nu er han fyret. Foto: Discoverynetworks.dk


 

Henrik Hoffmann mistede tirsdag jobbet med øjeblikkelig virkning i forbindelse med en større sparerunde hos Discovery Networks, som er selskabet bag en række danske tv-kanaler – blandt andre Kanal 4, Kanal 5 og 6eren.

Men han er ikke færdig med Premier League-fodbold for denne sæson, skriver BT.

Kasper Schmeichels og Christian Eriksens jagt på et sensationelt engelsk mesterskab vil Henrik Hoffmann trods alt ikke gå glip af.

- Jeg skal selvfølgelig følge en spændende sæson til ende – bare på en lidt anden måde, end jeg havde håbet, siger Henrik Hoffmann til BT.

Henrik Hoffmann har dog ikke rigtig lyst til at sætte ord på sit exit som fodbold-vært efter hele 10 år på tv-stationen.

- Jeg tror stadig, jeg er lidt ..., siger han følelsesladet til BT og får aldrig gjort sætningen færdig.

På sin lukkede Facebook-profil, skriver Henrik Hoffmann i følge BT:

- Det er ikke verdens undergang i den store sammenhæng, men for mig personligt er det selvfølgelig temmeligt ærgerligt, for jeg elskede mit job".

Efterfølgende supplerer den fyrede tv-vært så i en sms til BT om den umiddelbare og jobløse fremtid, der venter forude.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.