"Jeg har sgu aldrig oplevet at få mine 132 kroner i timen. Nogle måneder har jeg kørt 200 timer, men har fået for 140." Sådan siger en fynsk buschauffør til Fyens Stiftstidende, og han er ikke alene.
De chauffører, der kører den såkaldte flex-trafik, (kørsel for borgere der ikke kan benytte den normale offentlige trafik) melder nu om snyd med løn, pension og feriepenge, når de kører for Fynbus. Chaufførerne er ansat igennem firmaet Carigo, der, ifølge en af chaufførerne, er fyldt med dårlige undskyldninger, når han påpeger fejlene.
Hos 3F har man i øjeblikket fem sager kørende:
" Vi har aldrig set så mange sager om snyd med løn inden for flex-trafik. Vi hører om mange flere sager, men folk tør ikke stå frem af frygt for at miste deres job. De har ingen anden indtægt, og derfor er de nødt til at finde sig i forholdene, siger Jens Mathiesen, formand for 3F Transport i Odense til Fyens Stiftstidende.
Fynbus-direktør, Carsten Hyldborg fortæller, at selskabet Carigo, hvor chaufførerne er ansat igennem, er blevet tjekket og godkendt af trafikstyrelsen. Hos Carigo afviser direktør, Kenneth Olsen, chaufførernes udsagn.
Kilde: Fyens Stiftstidende