For få pauser: Vrede buschauffører nedlægger arbejdet
Buschaufførerne hos busselskabet Arriva Gladsaxe har mandag morgen nedlagt arbejdet. De er utilfredse med vagtplanen, oplyser Arriva.
Frem til midnat kører busser på linje 2A, 6A, 10, 68, 161, 176, 200S og 350S ikke.
Frem til midnat kører busser på linje 2A, 6A, 10, 68, 161, 176, 200S og 350S ikke. Colourbox


Buschaufførerne ved Arriva i Gladsaxe gik mandag morgen klokken syv til fagligt møde med ledelsen. Derfor kører følgende otte buslinjer i hovedstadsområdet ikke mandag morgen:

2A, 6A, 10, 68, 161, 176, 200S og 350S.

Chaufførerne er utilfredse med en lang række forhold i dagligdagen, oplyser kommunikationschef hos Arriva Martin Wex.

- De er gået til ledelsen med en samlet bunke ting. Hvilken dråbe, der har udløst det her, ved jeg ikke. Men så vidt jeg ved, handler det primært om vagtplanen og tilrettelæggelsen af pauserne. Chaufførerne mener ikke, at de får de pauser, de skal have. Det handler både om, hvor lang tid de sidder i busserne, før de får en længere pause, og om hvornår de får kortere pauser til eksempelvis at klare toiletbesøg, siger Martin Wex til Avisen.dk.

Han forklarer også, at chaufførerne er utilfredse med bussernes tilstand.

Buschaufførerne i Gladsaxe afsluttede deres faglige møde omkring klokken 8.15 mandag morgen. De besluttede at fortsætte arbejdsnedlæggelsen resten af dagen.

Det betyder, at der frem til midnat ikke kører busser på linje 2A, 6A, 10, 68, 161, 176, 200S og 350S.

Transportgruppen i 3F har endnu ikke hørt noget fra chaufførerne i Gladsaxe. Tillidsmanden plejer normalt at tage kontakt til 3F i lignende sager, men det lader til, at chaufførerne er kørt solo, lyder vurderingen fra 3F's presseafdeling.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.