Fulde passagerer får SAS til at lave nye regler
Problemer med fulde passagerer får SAS til at indskrænke passagergruppes adgang til alkohol i luften.
SAS' såkaldte Plus-passagerer skal ikke længere uhæmmet kunne hælde alkohol ned på flyvninger i Europa. Arkivfoto
SAS' såkaldte Plus-passagerer skal ikke længere uhæmmet kunne hælde alkohol ned på flyvninger i Europa. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Det skal være slut med fri adgang til rødvin, rom og cola og øl for SAS' såkaldte Plus-passagerer, når turen går til eksempelvis Mallorca, Berlin og London.

Nye retningslinjer giver rejsende på SAS Plus adgang til maksimalt tre alkoholgenstande på rejser inden for Europa.

Tidligere har SAS droppet udskænkning af gratis alkohol til økonomipassagerer på langdistanceruterne, men på disse flyvninger vil der fortsat ikke være begrænsninger for Plus-passagererne.

Henrik Edström, presseansvarlig hos SAS, siger, at skærpelsen af reglerne kommer, fordi ubegrænset adgang til alkohol i flere tilfælde har ført til problemer om bord, skriver Aftenposten.

- Det gælder kun for alkohol, siger Edström.

Dermed vil passagererne stadig kunne drikke læskedrikke ad libitum.

Han tilføjer, at de kabineansatte kan benytte sig af retningslinjerne i enkeltsager, hvor de finder det nødvendigt. Det er altså ikke en decideret regel, siger han.

Flemming Poulsen, redaktør hos Bonusfeber.dk, som skriver til rejsende, tror ikke, at passagererne vil tage godt imod retningslinjerne.

- Det er ikke første gang, vi oplever en forringelse af Plus-produktet. I årevis har der været en løbende forringelse. Jeg tror, at passagererne bliver trætte af at betale dyrt for noget, som begynder at minde om økonomiklasse, siger han.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.