Friske Brøndby har fysik til to kampe om ugen
Brøndby spiller europæisk om torsdagen og Superliga om søndagen. Det kan spillerne kapere, siger Thomas Frank.


Landsholdsanfører Daniel Agger bliver for fjerde gang af lige så mange mulige i denne sæson sparet i europæisk sammenhæng, når Brøndby torsdag møder Beroe fra Bulgarien i Europa League-kvalifikationen.

Men selv om Brøndby søndag i sæsonpremieren mod AGF ikke virkede på dupperne, så er fysikken ikke noget problem på Vestegnen. På nuværende tidspunkt kan Brøndbys trup sagtens kapere at spille to kampe om ugen, siger træner Thomas Frank.

- Vi er lige startet sæsonen, så der er ingen problemer i at spille både om torsdagen og søndagen. Typisk er det noget, som akkumulerer sig over tid med mange kampe, men lige nu er vi helt friske og klar til at spille.

- Truppen er frisk, så det er ikke en undskyldning, for vi skal lære at spille i Europa.

- Det er klart, at vi altid kigger på den enkelte spiller i forhold til, om vedkommende skal starte inde, men hvis man er på sin højeste fysiske fodboldfitness, så burde det ikke være noget problem at spille 90 plus 90 plus 90 minutter og så videre i et stykke tid, siger han.

Thomas Frank peger på Daniel Agger og nyindkøbet Magnus Eriksson som eksempler på spillere, hvis belastningsniveau man aktuelt er opmærksom på.

Hjemmekampen mod Beroe er fjerde torsdag i træk, hvor Brøndby spiller europæisk. Går klubben videre, venter der europæiske kampe de følgende to torsdage også.

Det kræver dog at klubben angriber - og ikke forsvarer - sin 1-0-føring fra det første opgør i Bulgarien.

- Vi skal ud og angribe den her kamp. Vi vil vinde for at slå tilbage på den dårlige præstation mod AGF, vi vil vinde, fordi det giver os selvtillid, og vi vil vinde, fordi det giver europæiske point til både Brøndby og Danmark, siger Thomas Frank.

- Jeg er opmærksom på, at det kan være et hold, som kan komme med en anden tilgang og måske var lidt for benovede dernede. Jeg tror de kommer ud hurtigt, og de kan spille frit og har alt at vinde.

- Men vi vil absolut ikke undervurdere dem, siger Brøndbytræneren.

Kampen på Brøndby Stadion begynder torsdag klokken 19.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.