French Open: Wozniacki slår formstærk italiener
Uden de store problemer vandt Caroline Wozniacki sin kamp i første runde ved French Open mod Karin Knapp.
Caroline Wozniacki vinder over den formstærke italiener Karin Knapp i første runde af French Open.
Caroline Wozniacki vinder over den formstærke italiener Karin Knapp i første runde af French Open. Foto: Francois Mori/AP


Tennisspilleren Caroline Wozniacki er klar til anden runde ved grand slam-turneringen French Open efter en overbevisende sejr på 6-3, 6-0 over italieneren Karin Knapp.

Dermed fik 24-årige Wozniacki en perfekt start på French Open, selv om der på papiret var lagt op til en vanskelig udfordring på Roland Garros-gruset.

Knapp var nemlig mødt op med stor selvtillid på grus. Den 27-årige italiener, som er verdens nummer 42, vandt i weekenden finalen ved WTA-turneringen i Nürnberg over verdens nummer 38, italieneren Roberta Vinci.

Og i kampens begyndelse viste Knapp gode evner med især en fremragende forhånd. Duellanterne fulgtes ad frem til stillingen 2-2 i første sæt.

Men derfra var der klasseforskel på de to spillere, og Knapp begyndte at lave alt for mange uprovokerede fejl.

Danskeren brød til 3-2-føring og senere til 6-3-sejr i første sæt, og i andet sæt fortsatte tendensen.

Knapp virkede træt og opgivende og lavede sin uprovokerede fejl nummer 40 i begyndelsen af andet sæt. På dette tidspunkt havde Wozniacki til sammenligning kun lavet otte fejl.

Det endte med en regulær afklapsning af Knapp, som nåede op på 50 uprovokerede fejl og indkasserede et såkaldt æg i andet sæt.

Knapp forsøgte at forhindre ydmygelsen og afværgede en enkelt matchbold, inden Wozniacki snuppede sejren på matchbold nummer to.

Wozniackis bedste præstation i French Open var et avancement til kvartfinalen i 2010. Siden har hun ikke været forbi tredje runde. Og sidste år røg Wozniacki skuffende ud allerede i første runde.

Det var på et tidspunkt, hvor hendes daværende kæreste, golfspilleren Rory McIlroy, få dage forinden havde aflyst deres bryllup og ophævet deres forlovelse.

Wozniacki, som tidligere i karrieren har ligget nummer et i verden, er i øjeblikket rangeret som nummer fem i verden. Det er også danskerens seedning i turneringen.

I anden runde møder Wozniacki tyskeren Julia Görges, som slog amerikaneren Coco Vandeweghe 6-2, 5-7, 6-1 i sin kamp i første runde. Görges er nummer 72 i verden.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.