Fransk politi frygter mistænkte vender tilbage til Paris
Politiet har afspærret indfaldsveje til Paris af frygt for, at mistænkte brødre vil begå nyt blodigt angreb.


De to brødre, der mistænkes for at stå bag skudmassakren onsdag mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo, kan være på vej tilbage til Paris i en hvid eller lysegrå Renault Clio.

Sådan lyder frygten hos fransk politi ifølge flere medier.

Netavisen Lesechos.fr rapporterer, at der er udsendt en appel om general årvågenhed til ordensmagten, efter at en bil af mærket Renault Clio er blevet spottet i det nordlige Frankrig.

I bilen skulle befinde sig to mænd, hvis signalement svarer til de to eftersøgte fra attentatet på Charlie Hebdo. Ifølge en politikilde bevæger de sig mod Paris med våben i bilen, heriblandt en bazooka.

Politiet har afspærret alle indfaldsveje til Paris med tungt bevæbnede mænd. En helikopter flyver over hovedstaden. Den store boulevard i Paris, Champs Elysées, er af sikkerhedsmæssige årsager blevet afspærret.

BBC skriver, at politiets frygt er, at de to formodede gerningsmænd har besluttet sig for at dø i et nyt blodigt angreb.

Fransk politi har udstedt arrestordre på den 32-årig Cherif Kouachi samt den 34-årige storebror Said Kouachi, som mistænkes for at stå bag massakren. Begge er født i Frankrigs hovedstad, Paris.

En bestyrer på en tankstation nær kommunen Villers-Cottereret, der ligger omkring 80 kilometer nordøst for Paris, genkendte omkring torsdag middag de eftersøgte.

Bestyreren er sikker på, at mændene i bilen passer til signalementet af de to mistænkte fra skudmassakren onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.