Frankrigs uventede Tour-håb har overrasket sig selv
Tony Gallopin lyser op i en ellers skuffende fransk Tour de France, og nu vil Lotto Soudal-rytteren i top-10.
Tony Gallopin lyser op for Frankrig ved Tour de France.
Tony Gallopin lyser op for Frankrig ved Tour de France. Foto: Laurent Cipriani/AP


Det er foreløbig været et sløjt Tour de France for de bedste franske cykelryttere, der ikke ser ud til at være kommet et museskridt nærmere en afløser for Bernard Hinault, som tog den seneste franske sejr for 30 år siden.

Men midt i elendigheden lyser Tony Gallopin trods alt lidt op som årets franske overraskelse. Lotto Soudal-rytteren er nummer otte i klassementet som bedste franskmand, og det kommer også lidt bag på ham selv.

- Det er lidt af en overraskelse, at jeg stadig ligger så godt i klassementet efter klatreturene i Pyrenæerne, som jeg ikke bryder mig specielt om.

- Men nu er det værste overstået, og mine ben føles stadig gode, så jeg kan se fremad mod den sidste uge, siger Tony Gallopin.

Nogen udpræget bjergrytter er han ikke. Snarere er han specialist på de korte, stejle stigninger, som eksempelvis Mur de Huy på 3. etape, hvor han sluttede som nummer fem.

Det var derfor ingen katastrofe, at han tabte tre minutter til favoritterne på Pyrenæernes kongeetape torsdag. Kan han fastholde ottendepladsen til Paris vil det blive anset som en stor succes for manden, der sidste år sluttede som nummer 29.

- Når jeg kigger på mine watt-tal, kører jeg ikke hårdere, end jeg har været vant til tidligere. Men jeg er alligevel overrasket over, at jeg kan hænge så godt på folk som Alberto Contador og Vincenzo Nibali i bjergene.

- Den sidste uge skal nok blive hård, men hvis jeg kan holde mig i top-10, vil jeg være godt tilfreds. Skulle jeg gå ned på en etape, må jeg i stedet forsøge at jagte en etapesejr, lyder det fra Tony Gallopin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.