Forsvarsminister: Danske F-16 fly sigter ikke efter civile
Danske F-16 fly går ikke efter civile i Irak og Syrien, siger forsvarsminister Peter Christensen (V).
Forsvarsminister Peter Christensen (V), som ses til nytårskur hos dronningen, afviser, at regeringen udvider mandatet for at acceptere civile tab, når danske F-16 fly bomber i Irak og Syrien.
Forsvarsminister Peter Christensen (V), som ses til nytårskur hos dronningen, afviser, at regeringen udvider mandatet for at acceptere civile tab, når danske F-16 fly bomber i Irak og Syrien. Foto: Olufson Jonas/Polfoto


Danske F-16-fly gør alt for at undgå civile tab. Derfor er det forargeligt, når Enhedslisten antyder, at danske F-16 fly vil acceptere civile tab i forbindelse med kommende bombetogter mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

Det siger forsvarsminister Peter Christensen (V) før et samråd i Folketingets forsvarsudvalg om mandatet for Danmarks indsats i Irak og Syrien.

Det er Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, som har indkaldt forsvarsministeren til torsdagens samråd, fordi han mener, at regeringen er ved at udvide det danske krigsmandat, således at regeringen vil give danske F-16-fly grønt lys til at bombe Islamisk Stat, uanset om det kommer til at koste civile syrere og irakere livet.

Forsvarsministeren afviser dog, at regeringen sænker tærsklen for civile tab, som Enhedslisten mener.

- Jeg er noget forarget over den påstand, at det danske forsvar skulle have civile som mål. Det siger meget mere om Enhedslisten end om nogen andre, siger Peter Christensen

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, beskylder regeringen for at udvide mandatet, fordi forsvarsministeren i et svar har fastslået, at danske flyangreb sker "i overensstemmelse med folkeretten, men at civile tab må vejes op mod den militære nødvendighed".

Det udvider ikke missionens mandat, påpeger Peter Christensen.

- Det er det proportionalprincip, der altid gør sig gældende. Det er en del af at overholde krigens love. Men når man er i krig, kan man desværre aldrig garantere, at der ikke kan være civile tab, siger Peter Christensen

- Naturligvis er civile ikke målet for det danske bidrag. Vi er i Irak og Syrien for at hjælpe med at nedkæmpe Isil (IS, red.). Det danske forsvar overholder krigens love, når vi er på mission, siger forsvarsministeren.

Hvis der er en mistanke om civile tab, vil han straks indlede en undersøgelse og orientere Folketinget, siger han.

- Det er en meget omfattende procedure, der går forud for at smide en bombe fra et F-16 fly. Det er netop for at undgå civile tab og være sikker på, at det er Isil, man angriber, siger Peter Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.