Forsvarer: Solhave-sag var nærmest tortur
Solhavens forstander vil kræve erstatning i millionstørrelsen efter frifindelse i sag om mishandling.
Den 28. januar valgte byretten af frifinde Søren Virenfeldt og de øvrige 11 tiltalte i Solhave-sagen. Forsvarer kalder det nu for en skamplet på retsbevidstheden.
Den 28. januar valgte byretten af frifinde Søren Virenfeldt og de øvrige 11 tiltalte i Solhave-sagen. Forsvarer kalder det nu for en skamplet på retsbevidstheden. Foto: Rasmus Baaner/POLFOTO


Hele sagen om talrige overgreb og mishandling af 20 unge på opholdsstedet Solhaven i Farsø har været en skamplet på retsbevidstheden i Danmark.

Sådan siger Solhavens forstander Søren Virenfeldts forsvarer onsdag, hvor sagen mod i alt 12 tidligere ansatte på Solhaven endelig er helt afsluttet. Statsadvokaten i Viborg har nemlig valgt ikke at anke dommen fra Retten i Aalborg.

28. januar valgte byretten at frifinde Søren Virenfeldt og de øvrige 11 tiltalte.

- Inden man kaster sig ud i en sag, hvor man udsætter en mand for mistanke om systematisk mishandling - det er jo nærmest tortur, han var mistænkt for - så skulle man have brugt mavefornemmelsen og tænkt: Er det her nu også rigtigt, siger forsvareren Henrik Garlik.

Advokaten mener blandt andet, at det ville have været nærliggende for politiet at kigge i Solhavens journalsystem, hvor der er talrige oplysninger hver eneste dag om, hvem der var på arbejde, og hvad der skete.

Inden sagen nåede så vidt, som den gjorde, burde nogen ifølge Henrik Garlik have trukket i bremsen og fundet ud af, om oplysningerne om mishandling virkelig kunne passe.

- Jeg synes, at det er synd for tiltalte og hans familie. Men derudover synes jeg også, at det er synd for de unge, der er blevet trukket ind i det her af nogle velmenende repræsentanter for Børnerådet, siger Henrik Garlik.

Han mener, at Børnerådet har stillet de unge i udsigt, at man ville hjælpe dem med at komme væk fra Solhaven og tættere på København. Og også at der kunne være tale om erstatning, hvis de unge ville få medhold i sagen.

- Det kan have gjort, at det har været nærliggende for de unge at hoppe med på sagen, siger Henrik Garlik.

Advokaten fortæller, at han og Søren Virenfeldt nu skal have opgjort de tab, som forstanderen har haft på grund af sagen. Blandt andet er Solhaven gået konkurs.

Derefter vil de komme med et krav om erstatning. Advokaten vurderer, at det vil blive i millionstørrelsen.

Erstatningskravet vil udelukkende gå på de tab, som forstanderen allerede har lidt. For i fremtiden vil Søren Virenfeldt ifølge advokaten have gode muligheder for at få lov til at arbejde med unge.

- Mange kommuner har stadigvæk tillid til Søren. Hvis han ønsker at påtage sig opgaver af lignende karakter, så er det min opfattelse, at kommunerne ser positivt på det, siger Henrik Garlik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.